Anders Graae er egentlig kok, men de kommende par måneder arbejder står der sælger på visitkortet.
Frederikshavn har fået en ny forretning i gågaden. Anders Graae har åbnet et vintersalg af de populære kvalitetsjakker af mærket Geographical Norway. De koster normalt op til 4.000 kroner, men sælges i Frederikshavn for 1.000 kroner.
- Jeg har købt et restparti kontant, huslejen er billig, og jeg har ingen lønudgifter, udtaler Anders Graae til Kanal Frederikshavn, da vi beder ham om at forklare den usædvanligt billige pris.
Forretningen sælger ski- og modejakker samt veste og anorakker til damer og herrer, langærmede polotrøjer, skibukser og uldsokker. Det er planen at holde åbent indtil 31. januar, hvorefter der skal gøres plads til en ny herretøjsforretning i lokalerne, der i mange år husede Kirkeby.
Anders Graae er født og opvokset i Frederikshavn, og bor stadig i byen, selv om han i dag driver Restaurant Mathilde i Lemvig. Det er en fiskerestaurant, som kun har åbent om sommeren.
- Min vinterbutik har fået en flot modtagelse i Frederikshavn. Gode jakker til billige penge er noget, som frederikshavnerne kan lide, smiler Anders Graae, som i forbindelse med fredagens Open By Christmas giver tre par vintersokker oveni alle handler.