25.03.2010 | Af: Jais Pedersen
Sæsonens bedste indsats gav storsejr i lokalopgør
FBBC vandt 109-50 over Lundergård fra Hjørring. |
Frederikshavn Basketball Clubs bedste herrehold fortsætter med at vinde. Senest lykkedes det FBBC at besejre lokalrivalerne fra Lundergård med 109-50.
60 tilskuere var på plads i Bangsbohallen, og de var vidner til en regulær afklapsning af hjørringenserne.
Frederikshavn kørte med helbanepres i hele første halvleg, og det knækkede Hjørring. Presset resulterede i mange turnovers, der førte til point for FBBC.
I anden halvleg formåede hjemmeholdet at bibeholde det høje intensitetsniveau, selv om de førte stort. Men ikke kun intensiteten var i top. FBBC ramte hele 9 trepointscoringer fordelt på fire spillere og var meget aktive i reboundspillet.
Træner for Frederikshavn, Niels Thode, kalder kampen for "sæsonens bedste".
Frederikshavn fører lige nu sin pulje i serie 1 med 12 sejr i 13 kampe - se stillingen her.