Frontløberne kan tilbyde deres kolleger og venner rabat på udvalgte arrangementer i Arena Nord og Det Musiske Hus.
Alle arbejdspladser i Frederikshavn Kommune får nu tilbud om at få en Frontløber. Dermed får de nem adgang til rabat til koncerter og shows i Arena Nord og Det Musiske Hus.
Arena Nords direktør, Per Malmberg, var torsdag vært for det andet Frontløber-arrangement. Det foregik i Det Musiske Hus, hvor Frontløberne fik gennemgået forårets tilbud på oplevelser i Frederikshavn.
Efter spisning og rundvisning i huset fik Frontløberne én på opleveren sammen med 100 andre, da de var til en super koncert med bluesmusikeren Mike Andersen. Ikke et kæmpe navn, men en fremragende musiker, som i hvert fald de 150 tilhørere den aften aldrig vil glemme.
- Det er et rigtig godt eksempel på, at der er en stor oplevelse at hente hver gang – bare man møder frem. Livemusik er noget særligt, og Mike Andersen fik i hvert fald folk med sig, konstaterer Per Malmberg.
Frontløberne kan tilbyde deres kolleger og venner rabat på udvalgte arrangementer i Arena Nord og Det Musiske Hus. Det kan være en fælles aften for arbejdspladsen – eller bare billige billetter til to-tre interesserede kolleger.
Som tak for indsatsen kommer Frontløberne nogle gange om året til særlige arrangementer som det i torsdags.
- Vi synes, det er en sjov og hyggelig måde at markedsføre os på. Derfor vil vi gerne invitere alle interesserede til at blive Frontløber. Der er plads til flere hundrede. Det kunne være fedt, hvis hver eneste arbejdsplads i Frederikshavn Kommune havde en Frontløber, drømmer Per Malmberg.
Det er nemt at komme med: Ring eller mail til Per Malmberg eller Birgitte Kirktved i Arena Nord, eller gå ind på www.arenanord.dk/frontlober og tilmeld dig som frontløber!