Gå til hoved-indhold
29. juli 2011 - kl. 04.07

Schioldan stopper alligevel ikke karrieren

  • 1 af 2
    FOTO: Eframe.dk
  • 2 af 2
    Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra Christian Schioldan.
Af: Kanal Frederikshavn

Backen Christian Schioldan stopper alligevel ikke ishockeykarrieren. Den rutinerede White Hawks-spiller trænede med, da truppen onsdag for første gang i denne sæson var på is

- Nu må vi se, om hans skulder holder, men det så fint ud i onsdags. Han smilede en hel time, siger White Hawks' cheftræner, Henrik Christiansen, til Kanal Frederikshavn.

Christian Schioldan blev skadet 11. marts, da White Hawks besejrede SønderjyskE i den første semifinale. Kort efter meddelte den tidligere landsholdsspiller, at han stoppede karrieren. Jobbet som fysioterapeut, tre små børn og en kone med skiftende arbejdstimer gjorde det vanskeligt at få dagligdagen til at hænge sammen.

- Men Christian havde for nylig en god snak med Henrik Andersen (direktør i White Hawks, red.), og i mine øjne har han aldrig for alvor været klar til at stoppe. Når du spiller på dette niveau, er ishockey dit liv, og det siger jeg uden at forklejne familien. Jeg har selv prøvet at stoppe karrieren to gange og komme tilbage igen, husker Henrik Christiansen.

Netop på backsiden lignede White Hawks et lidt skrøbeligt hold - både hvad angår rutine og bredde. Med Schioldan tilbage ændrer det billede sig.

- Selv om vi har mistet en række bærende spillere og unge talenter, har vi det bedste hold i de tre sæsoner, som jeg senest har været træner, vurderer Henrik Christiansen.

De nye udlændinge ankommer til Frederikshavn fra i dag og frem til på onsdag. Torsdag i næste uge bliver således første gang, hvor alle spillere er samlet til træning. Sæsonens første træningskamp spilles 11. august mod AaB.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...