Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
06.08.2012 | Af: Leif Jensen

Sebastian Dorset er meget begejstret for Superspark

Sebastian Dorset: - Der er god stemning, og det er en dejlig oplevelse, så det er et godt job at være konferencier.

En af dette lands sjoveste mænd var for tredje år i træk kørt i stilling som konferencier til årets udgave af musik under åben himmel i Dybvad. Dermed kender Sebastian Dorset efterhånden turen herop nordpå og ved præcis, hvor han skal dreje af fra motorvejen for at komme ind til den lille forstadsby til Sæby.



 

- Det er noget af det længste, man kan køre, når man kommer fra København, så vi kom i går. Vi tænkte, at det var fornuftigt at køre herop dagen i forvejen, fortæller Sebastian i en af sine pauser, mens Stig Rossen og Vennerne står på scenen i fuld solskin.

Både kæresten og hunden er med på turen til Dybvad, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at han nyder sin rolle som konferencier til Dybvad Open Air.

- Det er så sjovt og primært hyggeligt vil jeg sige. Man hører noget godt musik og snakker med folk, der er her. Der er god stemning, og det er en dejlig oplevelse, så det er et godt job at være konferencier. Der er jo ligesom lidt tid imellem, jeg skal op på scenen, så jeg har god tid til at gå og tænke over, hvad jeg nu skal sige næste gang, jeg skal ind. Jeg prøver at holde det lidt kort, fordi jeg selv har været til så mange koncerter, hvor konferencieren snakkede i en uendelighed, mens man ventede og egentlig bare ville høre noget godt musik, forklarer Sebastian.

- Og ellers skal en god konferencier jo have sagt noget med, at der er en bil, der skal flyttes, fordi den er parkeret forkert, og at der er et barn, der er blevet væk, griner han.

Sebastian Dorset er årgang 1970 og født i Aalborg, men har flyttet en del rundt i landet både som barn og som voksen. Som nævnt så bor han nu i København, og til spørgsmålet om han opfatter Dybvad som udkantsdanmark af højeste rang, kommer svaret prompte:

- Ja, altså man går jo hele tiden og kigger efter, om Jan Gintbergs kamerahold dukker op på et tidspunkt, joker den sjove mand og bliver derefter straks alvorlig.

- Nej, det synes jeg jo ikke. Bare det, at man har et arrangement som det her, er med til at give byen noget identitet, noget kant og vise, at der er nogle folk, der går op i at være fra Dybvad. Jeg er sikker på, at byen bakker op om det her og er stolte over det. Det synes jeg, er ret tydeligt, idet der jo er virkelig mange mennesker her i forhold til, hvor stor byen er.

Vi kender også Sebastian som den sjove mand. Han er tekstforfatter til flere af landets andre sjove mennesker. På spørgsmålet om, hvad han lige nu selv ellers er beskæftiget med, fortæller han:

- Jeg skriver faktisk lidt for Jan Gintbergs På kanten-programmer, og så skriver jeg til mit eget standup. Derudover har jeg lige fået et radioprogram på Radio 100, hvor vi er begyndt at få nogle lidt mere markante programmer. Der laver jeg et program i en time en gang om ugen. Det hedder Brainstorm, som jeg synes, er et ret godt navn, griner Sebastian, og vi bliver hurtigt enige om, at navnet til programmet kom helt af sig selv.

Blandt dem, der optrådte til årets udgave af Dybvad Open Air, har Sebastian sin egen favorit.

- Jeg er vild med Superspark, som åbnede her i dag. Det er jo lokale fyre fra Sæby, og de har nogle rigtigt gode numre. Og uha, jeg fik faktisk lov til at smuglytte deres helt nye nummer, som de lige har været ovre at lave sammen med Chief 1 i København. Så det er jeg én af de første, der har hørt, og det lød altså rigtigt godt, fortæller Sebastian med stor begejstring.

- Og så er de altså nogle gode drenge, der har den der ydmyghed over, at det tager lang tid. Der er jo ikke nogen af de andre kunstnere, der står her i dag, der lige er startet.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Leif Jensen

VideoerTilføj video

Kommentarer

Informationer til denne nyhed

Læst: 817 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 3.2 af 5 fra 4 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
08-08 - I Dybvad håber man på en gentagelse...
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close