Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.06.2018 | Af: Michael Frederiksen

Seebach-salg svigtede - lørdag sikrer overskud

Der skulle 3500 publikummer ind for, at koncerten med Rasmus Seebach gik i nul, men det lykkedes kun at sælge 2800 billetter.
Rasmus Seebach solgte ikke nok billetter på Knivholt, men Sportens Venner kan alligevel glæde sig over et samlet overskud efter weekendens to musikarrangementer i Frederikshavn.

 

Lørdagens Rock i Frederikshavn med Dodo & The Dodos, Queen Machine, Aura Dione, Scarlet Pleasure, Jacob Dinesen og AQUA blev en forrygende fest med godt 4.900 solgte billetter (ud af 5.000). Til gengæld samlede søndagens familiekoncert med Citybois og Rasmus Seebach kun 2800 publikummer. Det var 700 under "smertegrænsen".

- Alt i alt er vi sikre på, at vi får et overskud, men det er endnu alt for tidligt at komme med et kvalificeret bud på størrelsen, fastslår Casper Høgsted fra Sportens Venner.

Søndagens omslag i vejret, hvor regnen pludselig meldte sin ankomst, gjorde, at der stort set ikke blev solgte nogle billetter ved indgangen. Vejret animerede heller ikke ligefrem til det store salg på pladsen.

Situationen var en helt anden om lørdagen.

- Selv om aftenen var der over 20 grader. Det blev et rekordår forstået på den måde, at der set over hele dagen og aftenen nok aldrig har været så mange mennesker fra start til slut. Der var rigtigt mange, da Dodo & The Dodos gik i gang kl. 13.00, og pladsen var nærmest fyldt, da Queen Machine efterfølgende spillede, vurderer Casper Høgsted.

Han betegner netop Queen Machine som årets store positive overraskelse, og arrangørgruppen har bemærket, at flere kræver kopibandet tilbage på Knivholt allerede næste år. Det vil Casper Høgsted dog ikke love. Han roser også AQUA for en fantastisk afslutning. Lene Nystrøm, René Dif og Søren Raasted var i den grad på mærkerne og satte et flot punktum for den 16. udgave af Rock i Frederikshavn.

Er det slut med at lave koncerter to dage i træk?

- Det tænkte jeg selv, da vi kørte hjem søndag aften, men nu har jeg sovet på det. Vi er klar igen, hvis den rigtige mulighed dukker op, og næste år rammer vi igen pinsen, det vil sige, at folk har fri om mandagen, bemærker Casper Høgsted.

Arrangørgruppen er dog bevidst om, at to dage kræver, at der skal besættes 700 vagter i stedet for "kun" 400 vagter.

- Kvissel/Ravnshøj IF kan ikke klare alle vagter, så vi har fat i flere foreninger, som hjælper os. Disse foreninger er sikret en fast aflønning, mens Kvissel/Ravnshøj IF kun får penge, hvis vi kommer ud med et overskud, siger Casper Høgsted.

Rock i Frederikshavn 2019 finder sted lørdag 8. juni.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close