SEIF's damer højst rangerende i Vendsyssel
Strandby-Elling IF's håndbolddamer sikrede sig med en 28-20 sejr over Mors endnu en sæson i 2. division. Da både TST Hjørring og Frederikshavn FOX er gået konkurs, er SEIF dermed Vendsyssels højst rangerende hold.
Gennem det meste af sæsonen har det ligget i luften, at SEIF ville få svært ved at bevare status som 2. divisionshold i næste sæson - men en flot slutspurt, gjorde at holdet lørdag, med sejren over HF Mors, reddede eksistensen.
På forhånd var SEIF svækket, da Henriette Thomsen havde meldt afbud, og man kunne frygte det ville smitte af på resten, men det viste sig hurtigt at være en ubegrundet frygt, for da der blev fløjtet op, viste pigerne, at de også ville spille 2. division i næste sæson.
Holdet satte sig fra start på kampen, og der var aldrig den store spænding om udfaldet. SEIF bragte sig hurtigt foran med tre-fire mål og holdt den afstand indtil pausen, hvor man førte med 15-9.
I anden halveg øgede man føringen og vandt til sidst med 28-20
En flot indsats af hele holdet - og igen en fremragende sidste skanse i Birgitte Lolk.
Et stort tillykke til hele holdet, som nu er højst rangerende damehold i Vendsyssel. Det har bestemt aldrig været målet, men nu er situationen sådan - og selv om det er sørgelige omstændigheder, der har gjort det, er vi da også lidt stolte over det.
Strandby Elling Håndbold har igennem årene opfostret mange spillere, som har fået æren af at spille på landsholdet, senest fik Rasmus "Ralle" Carlsen debut på U20 landsholdet. "Ralle" spiller i dag i AaB og er den tiende SEIF-spiller, som får debut på landsholdet.
De tidligere er Marianne Aaen, Lotte Kiærskou, Lilian Thørholm, Henriette Thomsen, Line Kiærskou, Stine Frank, Anja Christensen, Gitte Aaen og ikke at forglemme klubbens formand, Christian Bang, som har været i DHF's trøje både som spiller og træner.
Det er ganske imponerende og viser, at de små klubber er rigtig gode til talentudvikling.





































