Gå til hoved-indhold
21. april 2024 - kl. 16.04

SEIF's tophold uddelte "æg" i hjemmekampen mod Hjørring IF

  • 1 af 1
    Frederik Christensen bragte SEIF foran med 4-1 i begyndelsen af anden halvleg.
Af: Michael Frederiksen

IF Skjold Sæby led sæsonens første nederlag i JS2, og Østervrå IF har ikke længere maksimumpoint i serie 3. Til gengæld er SEIF ustyrlig i serie 2. Efter to nederlag i træk kunne FfI glæde sig over et point i serie 1.

I JS2 led IF Skjold Sæby sæsonens første nederlag. Jakob "Mølby" Kristensen udlignede ellers til 1-1 kort før tid i udekampen mod Aalborg Chang, men i det 94. minut blev Frederik Winterberg matchvinder for Chang på Sparekassen Danmark Arena på Provstejorden i Aalborg.

I den kommende uge venter to hjemmekampe for IF Skjold Sæby. Tirsdag kl. 19.00 gælder det bundholdet LKB Gistrup, og søndag kl. 13.30 kommer Gug Boldkub på besøg.

I serie 1 endte opgøret mellem Aabybro IF's bundhold og FfI 1-1. Et selvmål af FfI bragte Aabybro IF på sejrskurs i hjemmekampen, men Thawng Hlawn Ceu udlignede i det 78. minut. FfI er noteret for fire point efter fire kampe.

SEIF fortsætter med at imponere i serie 2. Lørdag vandt Brian Petersens tropper hele 6-1 over Hjørring IF. Nicklas Dam Jensen (2), Tobias Christensen, Mathias Bowman, Frederik Christensen og Rasmus Gravesen scorede.

SEIF er tophold med maksimumpoint og en målscore på 14-4 efter fire kampe. Ligesom Sæby skal SEIF i aktion to gange på hjemmebane i den kommende uge. Tirsdag kl. 19.00 gæster Flauenskjold IF Nordjyske Bank Arena på Skeltvedvej, og lørdag kl. 13.00 kommer Dronninglund IF på besøg.

I serie 3 (pulje 24) led Østervrå IF sæsonens første pointtab. Efter tre udesejre i træk endte forårets første hjemmekamp 2-2. ØVI kom ellers hurtigt foran med 2-0 mod Hjørring AIK Frem, men gæsterne bragte balance i regnskabet med to scoringer i anden halvleg.

Bangsbo Freja havde fri i serie 3 (pulje 25), fordi FC Vakok trak sig inden sæsonen. Dybvad/Hørby tabte 3-7 på hjemmebane til Holtet IF. Mads Binder Jensen bragte ellers Dybvad/Hørby foran 2-0 i løbet af de første ni minutter. Dybvad/Hørby er uden point efter fire kampe. Torsdag mødes de to lokale mandskaber i Frederikshavn.

I serie 4 (pulje 48) måtte Skagen IK's nedrykkere for første gang i denne sæson forlade grønsværen uden point. Skagen IK tabte 0-2 til Bangsbo Frejas andethold, som ellers var uden point inden hjemmekampen.

Voerså tabte 0-1 til FfI's andethold i serie 4 (pulje 50). Mathias Byrgesen Karlsson scorede sejrsmålet i det 63. minut. Voerså er noteret for tre point efter fire kampe. FfI er tophold med 10 point.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...