Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
27.03.2011 | Af: Martin Pedersen

FfI-sejr i sidste test - Mike Petersen matchvinder

FfI kom bagud 0-1, men vandt 2-1 over Aalborg KFUM.

FfI's DS-hold i fodbold leverede ingen stor præstation i vinterens sidste test hjemme mod Aalborg KFUM. Alligevel blev det til en 2-1-sejr takket være anfører Mike Petersens træffer to minutter før tid.



 

Cheftræner Jan Wrensted havde følgende mandskab til rådighed:

Jack Moll (m) - Theis Vad, Rasmus Wrensted, Jacob Hørbye, Michael Pedersen - Steffen Jensen (80: Alexander Krause), Mike Petersen ©, Nikolai Holm (67: Nikolaj Hesthaven) - Mike Kaljo (76: Thomas Padfield), Rune Sønderby og Thomas Sørensen.

De rød/sorte FfI'ere var tæt på føring i kampens start, da Thomas ”Tomo” alene med KFUM’s sidste skanse fik afsluttet fra en spids vinkel. Efter knap 20 minutters spil kunne Aalborg KFUM række armene i vejret. Christian Ejlertsen overlistede en ikke helt sagesløs Jack Moll med et temmeligt ufarligt skud fra distancen.

Kort efter udlignede FfI. En lang bold i dybden fra Jacob Hørbye blev sendt frem til Rune Sønderby, der ikke havde problemer med at sende udligningen i nettet. Endnu en gang viste ”Squielz” prøver på sin fantastiske fysik. 

10 minutter før pausen var Mike Kaljo på rov på højrekanten. Her gjorde han KFUM’s back så rundtosset, at straffespark var uundgåeligt. Mike ”Malta” Petersen blev sat til at sparke, men desværre sad forsøget fra anføreren lige på Aalborg KFUM’s keeper. Således var stillingen efter de første 45 minutter 1-1.

De sidste tre kvarter var aldrig i nærheden af at vinde en skønhedspris. Langt det meste af spillet foregik på banens midte, hvor det fysiske spil i den grad var i højsædet. FfI havde dog de største muligheder i anden halvleg, og efter en times spil var det lige ved og næsten, da Rasmus Wrensted dirigerede et hovedstød på oversiden af overliggeren.

De få tilskuere, der var dukket op på Aktivitellets græsbane, skulle helt hen til to minutter før tid, før afgørelsen faldt. Tomo jagtede energisk bolden og sendte den ind i feltet, hvor Mike Petersen dukkede op og sendte sejrsmålet i kassen.

Dermed endte opgøret med en sejr på 2-1 til Jan Wrensteds drenge. Kampen mod KFUM var vinterens sidste testkamp, inden det går løs i turneringen. Det er blevet til seks sejre, en enkelt uafgjort og bare to nederlag. I de sidste fire træningskampe har spillet ikke været prangende, men det er trods alt blevet til fornuftige resultater, lige bortset fra kampen mod HI, der endte med et nederlag på 2-4.

- Til trods for, at det blev til en sejr, manglede vi simpelthen vilje og energi, og så var der for meget mundhuggeri spillerne imellem. Det mest positive var, at vi vandt, for sejre giver altid selvtillid. Positivt er det også, at vi får nogle kilometer i benene. Nu glæder vi os meget til, forhåbentlig, at komme i gang i Brabrand på lørdag, sagde Jan Wrensted efter kampen.

Netop kampen mod Brabrand er planlagt til lørdag klokken 14.00.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Jan Johansen

VideoerTilføj video

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 372 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 5.0 af 5 fra 2 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder