Seks på stribe: 5-0 til FfI - Skagen er næste opgave
Lørdag vandt FfI's JS-hold i fodbold med hele 5-0 over et tamt Vivild-hold, der ikke kunne stille noget op overfor et effektivt FfI-mandskab. Det var FfI's sjette sejr i træk. Målene blev sat ind af Jesper Thorius, Mike Kaljo (2), Thomas Petersen og Jacob Hørbye.
Kampen begyndte med FfI som det spilstyrende hold, men farligheden udeblev, og det var ikke til at se, at kampen skulle ende med en 5-0 sejr, men når chancerne kom, blev de sparket i kassen.
Vivild havde faktisk ikke et eneste skud på mål i hele kampen, så man må sige, at der var effektiviteten til forskel - og vel også det spillemæssige. FfI var ret beset et par klasser bedre end gæsterne, men spillet var "kun "på det jævne, i hvert fald i første halvleg.
Man skulle vente indtil kampens 35. minut, før der var noget at juble af. Mike Kaljo runder flot Vivilds højre back for derefter at slå et hårdt præcist indlæg ind til Jesper Thorius, der sikkert sparker bolden ind bag en sagesløs Vivild-keeper. 1-0 til FfI.
FfI kom godt ud til anden halvleg, og blot tre minutter efter sidebyttet kom FfI foran 2-0. Anfører Mike Petersen erobrede bolden på midten af banen. Her spillede han kampens helt store spiller, Mike Kaljo, i dybden. Sådanne chancer skal man ikke give Mike Kaljo, for de bliver usvigelig sikkert sparket i kassen - og denne gang var ingen undtagelse.
Der skulle ikke gå ret længe, før 3-0 målet faldt. Et frispark ca. 25 meter uden for feltet blev flot eksekveret af FfI's frisparksekspert Jacob Hørbye, der flot sparkede bolden i kassen uden for Vivild-keeperens rækkevidde.
Herefter gik gæsterne fuldstændig ned, og frustrationerne begyndte at melde sig hos de grønblusede, og Vivilds træner blev da også bortvist fra banen. På dette tidspunkt blev gæsternes Lasse Byrialsen også udvist efter frustration.
I kampens 69. minut kom 4-0 målet. For anden gang i kampen kom Mike Kaljo på måltavlen, da han driblede fra højrekanten ind i kanten af feltet, hvor han først afventede skuddet for til sidst at sende bolden i en blød bue over keeperen.
FfI var ikke færdige endnu, og med små fem minutter igen, var det så Thomas Petersen, der sluttede målfesten. Mike Kaljo gjorde endnu en gang Vivilds forsvar godt rundtosset for til sidst at servere bolden til Thomas Petersen, som tørt sparkede bolden i kassen.
- Det var en kamp, vi skulle vinde, hvis vi fortsat skal være med i toppen. Godt var det ikke, men vi er særdeles effektive, og sidst men ikke mindst scorer vi nogle flotte mål, sagde en glad FfI-cheftræner, Peter Jacobsen, efter kampen.
På torsdag er der lagt op til lokalbrag, når FfI skal til Skagen, som er tre point efter FfI.
FfI - Vivild IF 5-0 (1-0)
Målscorere: 1-0 Jesper Thorius (35.), 2-0 Mike Kaljo (48.), 3-0 Jacob Hørbye (60.), 4-0 Mike Kaljo (69.), 5-0 Thomas Petersen (86.)
Gule kort: FfI: Ingen. Vivild IF: Allan Lynge (55), Lasse Byrialsen (66.)
Tilskuere: Ca. 70
Man of the match: Mike Kaljo med 7 stemmer.
Derudover spillede også Jesper Thorius, Jacob Hørbye og Andrew Nilsson en fin kamp.
Holdopstilling FfI: Kenneth Isaksen (M) - Theis Vad, Jacob Hørbye, Carsten Reinert, Malik Egede - Andrew Nilsson (85. Kasper Møller Kristensen), Mike Petersen (A), Thomas Petersen (60. Wrensted), Mike Kaljo - Jesper Thorius & Kasper Møller Kristensen (65. Jacob Jensen).















































