Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.02.2018 | Af: Michael Frederiksen

Sen udligning skaffede FfI et vigtigt point i Fredericia

Casper Holmen scorede sikkert til 25-25 kort før tid. Foto: Erik Torp
På et mål 14 sekunder før tid på straffekast lykkedes det FfI's håndboldherrer i 1. division at udligne til slutresultatet 25-25 i udekampen mod Fredericia HK.

 

FfI har i denne sæson haft det svært på straffekast, og trængslerne fortsatte i Fredericia, hvor FfI brændte hele fire straffekast. Lasse Rask (2), Casper Holmen og Anders Risdal misbrugte.

Derfor var det spændende, hvem som påtog sig ansvaret, da dommerne dømte straffekast til FfI kort før tid. Det gjorde Casper Holmen, og han scorede og sikrede FfI det ene point.

- Opturen fortsatte denne eftermiddag i Fredericia. Et velfortjent point tager vi med hjem efter en kamp fyldt med drama både på og udenfor banen. Specielt vores forsvar startede godt. Hjemmeholdet havde store problemer med at komme til skudchancer. Kom de forbi forsvaret, stod en velspillende Frederik Torp i vejen, fortæller sportschef Claus Fonseca.

Hjemmeholdet kunne være kommet foran med tre mål med tre et halvt minut, men misbrugte et straffekast ved stillingen 24-22, da Marcus Raakjær blev skiftet ind og lavede en vigtig redning. Set i det lys havde FfI al mulig grund til at være tilfreds med pointdelingen.

I første halvleg var det dog frederikshavnerne, som lignede et hold, der var kommet til Fredericia for at sikre sig sejren. Efter 17 minutter førte FfI med 8-2, og efter 22 minutter viste måltavlen 11-4 til Frederikshavn.

- Efter 24 minutter ved stillingen 12-6 til os, blev kampen afbrudt. Der fossede vand ind af den ene væg, så spillerne, der sad på udskiftningsbænken bogstaveligt talt sad med fødderne i vand. Efter 20 minutters forsøg på at reparere skaderne blev kampen flyttet til en lille hal, hvor tilskuerne måtte stå i de tilstødende gangarealer og kigge de andre over skulderen, oplyser Claus Fonseca.

Desværre havde den uønskede pause bedst effekt på hjemmeholdet. De startede i et hæsblæsende tempo og halede langsomt ind på FfI. Ved pausen var FfI kun kun foran med 14-11, og 13 minutter inde i anden halvleg nåede Fredericia HK for første gang helt op, da Kasper Nielsen udlignede til 19-19. Herfra var det Fredericia, som var i teten det meste af tiden, men Casper Holmen sikrede altså FfI det ene point.

Hjemmeholdet kunne have sikret sig sejren i de sidste sekunder. Efter en timeout blev fløjen spillet fri, men Frederik Torp i FfI-målet reddede.

- Et super flot resultat, som giver endnu mere selvtillid frem mod de afgørende kampe, udtaler Claus Fonseca.

I sæsonens første kamp mellem de to hold vandt Fredericia HK med 28-16 i Arena Nord.

FfI's målscorere:
Lasse Rask 7
Casper Holmen 6
Anders Risdal 4
Christian Lykke 4
Eigil Feddersen 2
Sebastian Andersen 2

FfI ligger tredjesidst med 11 point. Det er to mere end Stoholm Håndbold, som overraskende vandt over topholdet Ringsted. FfI er kun ét point efter HØJ Elite.

Som det ser ud lige nu, rykker kun to hold direkte ud af 1. division. FIF ligner med fire point ét af de to hold. HØJ Elite, FfI og Stoholm Håndbold slås om at undgå den sidste direkte nedrykningsbillet.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close