Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
22.06.2011 | Af: Kanal Frederikshavn

Septiktanke: Til kamp mod for tunge dæksler

Efter reglerne må dækslet ikke veje mere end 50 kilo.

Mere end hvert sjette dæksel på de 5.605 septiktanke i Frederikshavn Kommune er for tungt eller er ikke ført op i niveau. Forsyningen skriver nu til de ejere, hvor forholdene ikke er i orden og opfordrer dem til at få udskiftet dækslet eller ført det op i niveau.


 

Frederikshavn Forsyning A/S overtog med virkning fra 1. januar 2010 driften af "Tømningsordningen for hustanke i Frederikshavn Kommune" efter Frederikshavn Kommune.

- Efter en lidt turbulent start er der nu kommet mere styr på tingene, og det er vores indtryk, at mange er glade for ordningen. Dog er der fortsat nogle udfordringer på to fronter: Tunge dæksler og udhængende træer langs tilkørselsvejen, udtaler Helge Lundgaard, der er ingeniør i Frederikshavn Forsyning A/S.

Tømningsordningen omfatter 5.605 septiktanke - alle beliggende i det åbne land, hvor der ikke findes offentlig kloak. På langt de fleste ejendomme har ejerne indrettet de lokale forhold efter reglerne, så tømningsbilen umiddelbart kan tømme tanken.

På cirka 1.000 ejendomme er der problemer med dækslerne. I de fleste tilfælde er problemet, at dækslet er for tungt. Efter reglerne må det nemlig højest veje 50 kg. Reglen er begrundet i hensyn til arbejdsmiljøet for personalet på tømningsbilen samt ønsket om at gøre ordningen rationel og prisbillig.

I en række andre tilfælde består fejlen i, at dækslet ikke er ført op i niveau. Begge typer fejl giver anledning til tunge og uhensigtsmæssige løft for personalet på tømningsbilen.

Der er konstateret gentagne problemer med udhængende træer langs tilkørselsvejen - særligt er det galt i sommerhusområderne. Træerne bevirker, at tømningsbilen ikke kan komme frem og tømme septiktankene. Forsyningen opfordrer derfor ejerne til at være opmærksomme på at få skåret træer og buske ned, så tømningsbilen kan komme frem uden at ødelægge spejle og udstyr.

- I det tidlige forår skrev Forsyningen til en række grundejerforeninger og bad dem være opmærksomme på problemet. Det har faktisk hjulpet - mange sommerhusejere har allerede været ude med sav og saks, og fjernet de generende grene og træer, men der er fortsat problemer andre steder, oplyser Helge Lundgaard.

Der opkræves betaling for forgæves kørsel, hvis tømningsbilen ikke kan komme frem på grund af udhængende træer.

Mange sommerhusejere har henvendt sig til Forsyningen og gjort opmærksom på, at deres sommerhus har et lavt årligt vandforbrug, og at det derfor ikke er nødvendigt at tømme septiktanken hvert år. Forsyningen har taget kritikken til efterretning og har ændret tømningsfrekvensen for sommerhuse generelt, så sommerhuse fra 1. januar 2011 kun tømmes hvert andet år.

I praksis har Forsyningen opdelt kommunen i to distrikter - "nord" og "syd". I norddistriktet, der går fra Skagen til Strandby, tømmes tankene de ulige år. I syddistriktet, fra Frederikshavn til Sæby, tømmes tankene de lige år.

- Forsyningen samler på tilfredse kunder. Derfor er vi glade hver gang en grundejer ringer til os., Det er nemlig en mulighed for at få aftalt, hvor tømningsbilen skal holde, hvor dækslet ligger placeret, hvor tømningsattesten skal afleveres samt få et telefonnummer, hvor vi kan træffe ejeren, siger Helge Lundgaard.

Flere kunder har været utilfredse med, at tømningsattesten bliver lagt i sommerhusets postkasse. Det problem er nu løst ved, at kunden kan vælge i stedet at få tømningsattesten sendt på e-mail. Kontakt i givet fald Forsyningen eller Forsyningens entreprenør, Stæten.


 


BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

VideoerTilføj video

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

Flemming Tronbak, Frederikshavn 30-06-11 15:50:
Tak til Brian Pedersen for et godt og forklarende svar på mine spørgsmål vedr. polymer. Efter lidt "googlen" fandt jeg ud af, at der i Brønderslev kommune har været tilsvarende problematik. Statsforvaltningen Nordjylland v/kontorchef Anette Ravnholt besvarer den 22. marts 2011 en borgers henvendelse vedr. tvungen tømningsordning. Det er især afsnittet "sagsfremstilling" der er interessant i forbindelse med spørgsmålet om polymers uskadelighed i forb. med tilstopning af sivedræn - det nævnes bl.a. at især nye anlæg der trykafvandes kan få problemer.
Statsforvaltningens brev kan ses her:
http://www.statsforvaltning.dk/Tilsynsafg%C3%B8relser/Files/VedhaeftetFil/926.pdf
Brian Pedersen, Sæby 29-06-11 14:12:
Kære Søren Gertsen
Du beskriver at du er utilfreds med den behandling, du har fået af Stæten og Forsyningen. Det er ikke godt, derfor foreslår jeg, at du kontakter Forsyningen, og beder dem undersøge din sag, så er jeg sikker på, du får en seriøs behandling.

Kære Karsten Dam Pedersen
Byrådet har vedtaget at tømningsordningen er en tvangsordning hvor alle skal deltage. Vær opmærksom på, at der ud over at tanken bliver tømt, samtidig føres et tilsyn med om den enkelte septiktank fungerer miljømæssigt korrekt.

Kære Flemming Tronbak
Du efterlyser en forklaring på "det der polymer-stads". Tømningen foretages med en KSA-bil. KSA betyder Kombineret Slamsuger og Afvanding. På den måde spares en masse kørsel frem og tilbage mellem den enkelte septiktank og renseanlægget. Bilen er meget mere effektiv end en traditionel slamsuger - den kan tømme ca. 40 tanke på en dag i modsætning til en traditionel slamsuger, der kan tømme 10-20 tanke. På den måde bliver det billigere for den enkelte kunde. KSA-bilen bruger et hjælpestof i afvandingsprocessen, og det er dette hjælpestof, som kaldes polymer. Stoffet har den egenskab, at det får slammet til at skille sig i to fraktioner - en vandfase og en tørstoffase. Vandet ledes tilbage i bunden af septiktanken. Tørstoffet gemmes i en tank i bilen, og afleveres ved dagens slutning på renseanlægget. Forsyningen har bedt et stort uvildigt rådgivende ingeniørfirma vurdere, om stoffet kan være farligt for miljøet eller sivedrænet. Konklusionen er, at stoffet ikke skader miljøet og ikke giver anledning til tilstopning af sivedræn.

Forsyningen tilbyder alternativ løsning til dem som hellere vil have tømt med almindelig slamsuger, dog til en noget højere pris.

Kære Jan Larsen
Det er min opfattelse at licitationsmaterialet var i orden og at de entreprenører, som havde interesse i at byde også fik muligheden for det. Opgaven blev beskrevet og udbudt med hjælp fra det rådgivende ingeniørfirma COWI. For at give flere entreprenører mulighed for at få del i opgaven, blev Tømningsordningen udbudt i to distrikter: Skagen og Frederikshavn i et distrikt og Sæby i et andet, - hver med cirka lige mange bundfældningstanke. På licitationsdagen kom der tre tilbud som alle dækkede begge distrikter. Stæten kom med det billigste tilbud i begge distrikter, og de fik derfor kontrakt på begge opgaver. Sagen kom uheldigt fra start fordi kontrakten med entreprenøren blev indgået og aftalt før den var politisk behandlet, men de formelle licitationsregler blev mig bekendt overholdt. Du er naturligvis velkommen til at komme på besøg på Forsyningen hvis du ønsker at se licitationsmaterialet, de tre tilbud og kontrakten med den nuværende entreprenør!

Dette er imidlertid fortid. Frederikshavn Forsyning A/S har fået overdraget opgaven fra kommunen, og der arbejdes nu målrettet på at kunne tilbyde kunderne en god, professionel og fleksibel tømningsordning. Det fleksible ligger ikke i, at man kan slippe for at få tømt, men Forsyningen bestræber sig på at "få strikket" en ordning sammen med alsidige tilbud til kunderne.

Svar til alle
Målet for forsynningen er, at vores kunder gerne skulle være glade for at kommunen og Forsyningen tilbyder jer at få tømt jeres septiktanke forebyggende og til en særdeles konkurrencedygtig pris. Det er også en sikkerhed i at der bliver ført miljømæssig kontrol med de mange septiktanke i vores kommune. Med håbet om en god sommer.

Venlig hilsen
Brian Pedersen
Frederikshavn Forsyning A/S
bestyrelsesformand
Jan Larsen, Sæby 27-06-11 20:35:
Personligt bryder jeg mig ikke om den politiske beslutning om at tvinge kommunens borgere til kun at måtte benytte bestemte leverandører som tilsyneladende ikke ved, hvad de har med at gøre.
En af vores bekendte er tidligere byrådsmedlem og jeg har ladet mig fortælle at da "licitationen" vedrørende tømningsordningen blev besluttet havde vedkommende en meget dårlig smag i munden.
Der var iflg. ham tale om kammerateri i den grad mellem forsyningen og Stæten så meget at han nærmere betegner denne pinlige sag som ren og skær forfordeling.

Jeg vil hermed kræve at de tilhørende licitationsmateriale vedrørende denne tømningsordning bliver lagt ud til offenligheden hr. Brian Pedersen.

Lad os se om der er hold i mistanken.
Flemming Tronbak, Frederikshavn 27-06-11 18:40:
Hej !
Nu ku´jeg godt tænke mig at få en forklaring på det der POLYMER-stads ! Hvad er det ? hvorfor og hvornår anvendes det ? osv....
Da jeg for et års tid siden fik brug for assistance i forb. med septiktank og nedsivningsanlæg, fik jeg stillet spørgsmålet, om Stæten tidligere havde haft noget med anlægget at gøre, for så kunne mit problem skyldes, at de (Stæten) tilsætter POLYMER, som tilstopper hullerne i de rør, der fører vandet ud i sivedrænet..... !
At være tvunget til at anvende en af kommunen udvalgt entreprenør, bryder jeg mig ikke om - jeg er godt tilfreds med en anden af slagsen ! Hvis selvsamme kommunalt udvalgte og priviligerede "septiktanksutter" oveni købet anvender materialer, der skaber problemer med deraf følgende merudgifter for os, så synes jeg faktisk at bægeret - eller rettere - septiktanken er fuld, og at en forklaring er påkrævet, så den ser vi frem til - på forhånd tak.
Karsten Dam Pedersen, Hørby 26-06-11 09:02:
Hej Søren.
Jeg kunne ikke undgå at læse dit indlæg. Jeg havde i september en stort set identisk situation med den du her beskriver - hvor vi fik bekræftelse fra Forsyningen og Stæten herefter bekik en fejl.
Dette er ganske enkelt ikke acceptabelt ! Jeg synes det er forkasteligt at man er bundet op på Stæten som tilsyneladende ikke har styr på noget som helst.
Vi har efterfølgende haft en anden entrepreneur ude for at spule vores dræn igennem og som følge heraf fået en ekstraudgift på knap 2.000 kr.
Jeg kan nævne yderligere 2 lignende sager bl.a. en fra Hørby, hvor nøjagtig det samme har fundet sted.
Måske skulle vi danne fælles front ?

Tak til Frederikshavn Forsyning - "der er virkelig styr på det"..............
Søren Gertsen, Dybvad 25-06-11 17:02:
Jeg ved ikke helt om man kan kalde styr på lortet eller lort på styret. Fakta er at det er ren diktatur fra Forsynings side som hovedløst administrere tømningsordningen.

I vores tilfælde står vi med et nedsivningsanlæg, hvor vi har modtaget skrivelse fra Forsyningen om at vi ikke ønsker polymèr tilsat og selv ønsker at fylde tanken op med rent vand efter tømning fra Stæten.
Vi har selv kontaktet Stæten for at få dette bekræftet men tro mig om ikke dette kiksede. Som følge heraf har vi nu et nedsivningsanlæg, hvor sivdrænene skal graves op som følge af Stæten og Frederikshavn Forsynings udulighed.

Hvor kæden hopper af er der ingen der ved - Forsyningen skylder skylden på Stæten og Stæten skylder skylden på Forsyningen. Mage til ringe kommunikation skal man lede længe efter.

Når det så er sagt - kan det så være rigtigt at man koster 75.000 kr. på et nedsivningsanlæg og så kan man herefter lade alle mulige fumper ødelægge dette uden den enkelte borger har en skid indflydelse herpå ?

Man kunne fra kommunens side forlange dokumentation for at anlægget var efterset èn gang årligt som loven foreskriver men nej - man foretrækker diktaturets vej.
Svar udbedes Brian Pedersen.

Informationer til denne nyhed

Læst: 1222 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 2.3 af 5 fra 3 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder