Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.09.2019 | Af: DEBAT-INDLÆG

SF: Dansk Folkepartis holdning er usympatisk

Christina Lykke (SF): - Uforståeligt, at Dansk Folkeparti kan glædes over ikke at bidrage til at løse de problemer, partiet selv har skabt.
Byrådsmedlem Christina Lykke (SF) har skrevet dette indlæg: Hvor er det dog hjerteskærende at opleve den store glæde hos Dansk Folkeparti i byrådet i Frederikshavn over, at Frederikshavn ikke skal hjælpe en eneste flygtning fra en af verdens brændpunkter.

 

Blot det første halvår af 2019 har 30.000 sat livet på spil for at nå frem til Europa, og man vurderer, at 600 er druknet. 600 mennesker har altså mistet livet i et forsøg på at flygte fra krig og et regime, der forfølger dem.

Dansk Folkepartis flygtningefjendske holdning er især ansvarsløs og usympatisk, fordi partiet sammen med Venstre og De Konservative er medansvarlig for de flygtningestrømme, der har rødder i Mellemøsten og Nordafrika.

DF har lagt stemmer til Anders Foghs ulovlige invasion af Irak og dermed bidraget til den borgerkrig, der har spredt sig til Syrien og sendt mennesker på flugt.

DF har medansvar for det danske bombardement af Libyen, som bidrog til, at landet faldt fra hinanden, og hvor lovløshed og borgerkrig hersker, og hvor menneskesmuglere har kronede dage.

Uforståeligt, at man kan glædes over ikke at bidrage til at løse de problemer, man selv har skabt, og som man kunne have påvirket, hvis man havde ladet Danmark modtage flygtninge på samme niveau som de andre EU-lande.

Den nye regering og dets støttepartier har på ansvarlig vis vedtaget, at Danmark på ny skal modtage kvoteflygtninge. Frederikshavn skal naturligvis tage sin del og dermed bidrage til at lette tilværelsen for de mennesker, som DF, Venstre og De Konservative har gjort til flygtninge som følge af deres opbakning til dansk krigsdeltagelse i Mellemøsten og Nordafrika.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close