SF foreslår halvering af politiske udvalg i Fr.havn
Politikerne bør også spare, når alle andre i Frederikshavn Kommune skal spare. Det mener SF, som foreslår, at antallet af politiske udvalg efter kommunalvalget i 2013 halveres fra otte til fire.
- Dermed sparer vi formandshonorarer og udgifter til udvalgsmedlemmer. Der var to andre forslag på bordet i forhandlingerne. Det ene gik på at begrænse antallet af politikere. Det vendte vi i SF os imod, da det betyder, at det bliver sværere at få valgt politikere fra alle dele af den store kommune, samt at det vil gå ud over især de små partier og derved svække demokratiet, mener Paul Rode Andersen.
SF foreslår, at de otte udvalg sammenlægges således:
• Børne- og Ungdomsudvalget med Kultur- og Fritidsudvalget
• Plan- og Miljøudvalget med Teknisk Udvalg
• Socialudvalget med Sundhedsudvalget
• Arbejdsmarkedsudvalget med Økonomiudvalget.
I det budgetforlig, som S-SF-C indgik i torsdags, er der vedtaget en besparelse på 1,3 mio. kr. Den konkrete udmøntning af den vedtagne besparelse sker ifølge Paul Rode Andersen først i forbindelse med konstitueringen ved næste valg.





































