Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
29.08.2009 | Af: Søren Visti Jensen, Brian Pedersen og Paul Rode Andersen, SF

SF: Fra luftkasteller og kviksand til sund fornuft

SF: - Vi har kendskab til socialdemokrater, der både i skrift og tale har været enige med os i, at nu skal der prioriteres på en måde, der ikke udhuler velfærden for de ældre, børn, unge og de handicappede.

Vi har modtaget dette indlæg fra Søren Visti Jensen, Brian Pedersen og Paul Rode Andersen,der alle er byrådsmedlemmer for SF i Frederikshavn Kommune.

 

Vi deler den socialdemokratiske del af byrådsflertallets kritik af regeringens hårdhændede behandling af kommunerne.

Vælgerne skal vide, at når det ser svært ude for mange kommuner - ikke blot for Frederikshavn - så kan en del af forklaringen herpå tilskrives en regering, der hellere vil tilskynde til privat forbrug end til at sikre offentlig velfærd.

Men når tunge skyer svæver over den kommunale økonomi i Frederikshavn, må byrådsflertallet også gribe i egen barm og erkende, at det økonomiske og politiske overblik i indeværende byrådsperiode har været grundlagt på luftkasteller og kviksand.

Tre eksempler kan illustrere dette:

Det vil gå over i lokalhistorien som en fejlvurdering af rang, at flertallet lod sig lokke af inkompetente rådgivere til at indarbejde et salg af forsyningsselskaberne i budgettet, der skulle bidrage til kommuneøkonomien med 0,5-1 mia. kroner.

Flertallet i byrådet lod sig endvidere lokke til at projektere et nyt rådhus på Værkergrunden velvidende, at der er ledige kontor-kvadratmeter i såvel Told – og Skatbygningen som i Siloen. Projektet mislykkedes, og nu har den sunde fornuft heldigvis sejret.

Et enigt byråd vil nu placere kommunale arbejdspladser i Told – og Skatbygningen, og vi må så bede til, at de lokale Venstrefolk får overbevist Skatteministeren om, at han kan hjælpe Frederikshavn ved at gå ned i pris.

Endelig skal vi af hensyn til den skolepolitiske hukommelse minde om, at byrådsflertallet i starten af byrådsperioden dekreterede så store besparelser, at det ville have betydet en massakre på skolestrukturen. Da konsekvenserne gik op for byrådsflertallet, faldt planen fra hinanden – bortset fra Volstrup Skole, som måtte betale prisen for den uigennemtænkte skolepolitik.

Frederikshavn er presset. Ingen tvivl om det. Og vi skal nok tage vores del af slæbet, så storkommunen kommer helskindet om på den anden side af et Folketingsvalg, hvor en anden regering vil prioritere velfærden og dermed den kommunale økonomi anderledes end den nuværende.

Men vi vil gerne appellere til besindige kræfter i den socialdemokratiske byrådsgruppe om at få overbevist ledelsen om, at nu dur grønthøsteren og salamimetoden altså ikke mere.

Vi har kendskab til socialdemokrater, der både i skrift og tale har været enige med os i, at nu skal der prioriteres på en måde, der ikke udhuler velfærden for de ældre, børn, unge og de handicappede.


 


BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

VideoerTilføj video

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

Keld Gydum, Frederikshavn 30-08-09 13:24:
Jeg har gået og tygget på dette indlæg fra SF nogle dage, man skal jo overveje om der overhovedet er noget svar på et sådan indlæg til Valg ...

Og jeg er af den opfattelse at mange indlæg besvares bedst hvis man holder en humoristisk afstand til problemerne - jeg vil derfor bede læserne forestille sig at SF ved Søren Visti Jensen - Brian Pedersen og Paul Rode Andersen er Frederikshavns svar på "Olsenbanden" for en stund!
Ingen kan vel være i tvivl om hvem der er hvem og dialogen er da også kort idet Paul udtaler "Jeg har en PLAN" - Brian svare "Skide godt Paul" og Søren ser sig forvirret omkring ... bare det nu ikke er noget farligt. SLUT!

Nej der er ikke noget farligt ved SF, for Paul - har ingen plan og sammen med Søren og Brian har man forholdt sig til, kritisk at stå at råbe på siddelinien på samme måde som man har valgt at holde sig fra det ansvar det kræver at gå med ind i Forlig om Frederikshavns Økonomi.

Det eneste lyspunkt jeg kan se i mørket for SF er deres lyst til at få åbnet for alle de hemmelige Rum .. som findes i Byrådet ... Kasser og A/S er ... men når man nu har meldt sig ud af inderkredsen ... er den mulighed der IKKE.

SF er også for Mig de eneste som helhjertet og 112% tror på Energiby Frederikshavn med tilhørende udgifter, selv om de ikke har givet bud på hvordan det økonomisk skal hænge sammen.

Indlægget fra SF er gentagelser - gentagelser Vi har hørt de sidste fire år i Byrådet ... her er ingen løsninger blot klager og drilleri til Dem som de ikke har villet lege med ...

Som jeg tidligere har skrevet, er det bekymrende og ærgerligt at SF ikke kommer ud af hjørnet med friske folk og frisk mod og fortæller hvad man vil - og deltager i debatten uden at råbe BUUUUUUEEEE først!

Jeg er bange for at Valget kan blive en brat opvågning for Paul Rode Andersen - Brian Pedersen og Søren Visti for jeg tror venstrefløjen i Frederikshavn Kommune har ønsket sig langt mere end det man har fået siden 2005 fra SF ... sådan har jeg det selv og derfor min del af revselsen ...

Det er ikke nok at være solidarisk med de Unge - de Syge og de Ældre og de Arbejdsløse ... man må også have bud og visioner på andet og undskyld mig .. men det savner jeg ved SF i Frederikshavn og jeg er nok ikke den eneste!

Hygge fra Stenbakkevej !

Informationer til denne nyhed

Læst: 418 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 2.5 af 5 fra 6 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
21-10 - SF's Søren Visti: - Skuden er læk. ...
25-08 - SF-formand klar til at bruge statsl...
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder