Søren Visti Jensen: - SF kan sagtens være lige så økonomisk ansvarlige som socialdemokraterne har været i de forløbne fire år.

Af Søren Visti Jensen (SF)
Byrådsmedlem og -kandidat

Det lader til, at også denne valgkamp skal udvikle sig til et spørgsmål om, hvem der skal bære Frederikshavns Kommunes sikkert pantsatte borgmesterkæde. Næsten aldrig har der været en så indædt borgmesterdyrkelse som i det frederikshavnske Socialdemokrati.

At andre personer end Erik Sørensen bringes på bane, bliver straks opfattet som noget nær majestætsfornærmelse. Hoffets mest højtråbende lakajer kalder straks de oprørske dele af befolkningen for borgerlige, og truer med landsforvisning eller det der er værre. Socialdemokraterne bestemmer når et forhold er borgerligt.

Årelangt samarbejde med venstre og konservative uden om SF er ikke borgerligt, men er selve grundlaget for det, som man selv opfatter som en succesfuld byrådsperiode.

SF har været håret i suppen. Ærten under madrassen. Den irriterende myg i nattemørket, der antyder at ikke alt ånder idyl i det lejede siloværelse. Man har gjort alt for at holde SF udenfor.

Budgetter er blevet skruet sammen på en måde, så man vidste at SF ikke med sjælen i kroppen kunne være med. Ikke i et men i to år i træk var betingelsen for at blive kaldt ansvarlig i borgmesterens verden, at man lagde ryg til den største privatisering af kommunal ejendom i kommunens historie. Så SF forblev uansvarlige. Indtil boblen brast. Bukserne revnede, og borgmesteren stod der næsten klædt af til skindet og måtte erkende at selv store planer kan være kolosser på fødder af ler.

Nu var gode råd dyre – meget dyre, for samtidig med at tidens og Regeringens ugunst havde ramt Frederikshavn Kommune, havde inderkredsen – budgetejerne – omkring borgmesteren allerede sat en del tiltag i gang i forventning om, at de store indtægter fra forsyningssalget skulle blive til noget. Penge smidt ud af vinduet.
Kommunen var på halen.

Budget 2009 faldt fra hinanden og krævede en opbremsning – en voldsom en af slagsen, samt et meget skrabet budget 2010 skulle nu helst vedtages – gerne med så mange af byrådets partier som muligt. Nu turde venstre ikke være med mere. Det var jo også valgår, og da Kaptain var gået fra borde, havde partiet behov for at markere selvstændighed og selv gå efter den efterhånden lidet eftertragtede borgmesterkæde. Så budgetforlig med venstre blev der ikke noget af, selv om det næsten havde været en fast tradition.

SF bød sig så til, hvis man kunne overtale socialdemokraterne til at holde planer om salg af AVØ og en ny skolestruktur ude af budgetgrundlaget. Herudover skulle planlagte besparelser på social- og børne/unge/skole området reduceres væsentligt. Disse ting blev vedtaget, og SF trådte ind i budgettet med den største selvfølgelighed, som vi gerne havde gjort også de andre år.

SF vil gerne være med til at rage kastanjerne ud af ilden, hvis det vel at mærke kan gøres på en socialt ansvarlig måde. I SF kan vi sagtens tage ansvar, men vi vil også gerne kunne se vore vælgere i øjnene bagefter.

Byrådsvalget drejer sig for os om politik. At vi stiller med vores egen borgmesterkandidat er da ikke så mærkeligt – det gør vist de fleste. Selv Peter fra de konservative kalder sig borgmesterkandidat på sine storsmilende reklamer. Men fra Socialdemokraternes side er det en fornærmelse at SF stiller med deres egen kandidat i stedet for at pege ukritisk på Erik Sørensen.

Svend Auken sagde vist engang, at man ikke kan pisse på folk, og så bagefter klage over at de lugter! Sådan har vi følt det i SF i de sidste fire år, men vi bærer (næsten) ikke nag.

Vi har stillet med Paul Rode som borgmesterkandidat, hvis partiet får en vælgerfremgang der kan bære det. Opstår den mulighed ikke, så vil vi forhandle med det eller de partier hvor vi kan opnå at få den største del af vores politik igennem. Den førte politik er altafgørende for os, og fire år mere mage til dem vi netop er kommet igennem, er der vist ingen der ønsker.

Venstres antydning af evt. at kunne pege på Paul Rode som borgmester må stå for deres egen regning. SF kan sagtens være lige så økonomisk ansvarlige som socialdemokraterne har været i de forløbne fire år. Spørgsmålet er nok snarere om Venstre kan være lige så socialt bevidste som vi vil forlange i SF.

Alle muligheder er åbne. Der er ikke lovet nogen noget, selv om vi godt ved at det er det socialdemokraterne helst vil. Hvis det mest sandsynlige skulle ske, nemlig at Socialdemokraterne selv indgår en konstitueringsaftale med venstre, så vil hele Erik Sørensens hof vende på en tallerken og kalde aftalen den bedste og ikke spor borgerlige aftale der nogensinde er indgået.

Sådan er politik – jeg håber, at vælgerne gennemskuer denne groteske kædedans!