SF roder tingene sammen og optræder hyklerisk
Tonen skærpes mellem byrådskandidaterne i Frederikshavn Kommune. I dette indlæg karakteriserer byrådskandidat Peter Laigaard (V) byrådsmedlem Søren Visti Jensens holdninger som direkte hykleriske.
Af Peter Laigaard (V)
Byrådskandidat
Det er meget prisværdigt for demokratiet, at Søren Visti Jensen (SVJ) fra SF igen stiller sig til rådighed i demokratiets tjeneste, som bebudet i gårsdagens indlæg på Kanal Frederikshavn. ´
Jeg er dog mindre imponeret af hans evne til at skelne landpolitiske forhold fra lokalpolitiske, ligesom hans sans for økonomiske sammenhænge lader sig en del sig tilbage at ønske.
Jeg vil endvidere tillade mig at karakterisere hans holdninger som direkte hykleriske, når han fremstiller sig som bannerfører for at ville frelse alle børn og unge på bekostning af vidtløftige planer og projektmagere. Hans seneste handlinger indikerer i hvert fald direkte det modsatte.
SVJ ser selvfølgelig gerne den nye guru og folkeforfører Villy Søvndal som minister i "rød regering", og har derfor velvilligt accepteret, at hans parti på samtlige centrale landspolitiske områder har nye politiske standpunkter.
SVJ har derfor også en interesse i at forsøge at fremstille den borgerlige regering som ansvarlig for de økonomiske problemer vi har her i Frederikshavn kommune og bringer derfor gerne landspolitiske forhold ind i kommunevalget. MEN:
Vi skal være glade for i Danmark, at vi har lagt fra til dårligere tider. 500 mia. kr. er betalt af på gammel gæld i løbet af Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode. Derfor har vi råd til at mildne krisen, som hærger over hele verdenen. Vi slipper altså betydeligt "billigere" end alle andre lande.
Regeringen formåede faktisk at holde arbejdsløsheden under 50.000 samtidig med, at inflationen blev holdt i ave i perioden. Det er godt politisk håndværk og ikke muligt ifølge lærebøgerne.
Når SVJ så direkte holder Frederikshavn Kommunes støtte til eliteidrætten på 0,8 mio. kr. op imod de godt 450 mio., der bruges på skoleområdet (citat: "skoler frem for eliteidræt"), understreger det kun SF's traditionelle populistiske tilgang til begrebet økonomi og uden realisme og indsigt.
Der er aldrig brugt så mange penge på den offentlige sektor som nu. Endvidere viser mange undersøgelser, at langt de fleste modtagere faktisk er godt tilfredse med den offentlige service, de modtager, hvilket selvfølgelig er svært for SVJ at acceptere.
De projekter, SVJ henviser til, har vi jo netop SELV valgt her i Frederikshavn og har intet med Christiansborg at gøre. Det har ingen tvunget os til. Heller ikke at ofre 35 mio. på nyt kulturhus i Skagen med nye driftsudgifter på 5 mio.
Her stemte SVJ faktisk IMOD sammen med resten af SF 23. september 2009, da Venstre bad om, at investeringen blev genovervejet i forbindelse med budgetvedtagelsen. Så hvis projekterne er dyre nok, er SVJ åbenbart klar med checkhæftet!
Var det ikke bedre, hvis SVJ havde været med til at undgå nedskæringer til det frivillige ulønnede foreningsarbejde, som netop er rettet mod børn og unge, som SVJ jo mener at forsvare. Kulturhus og foreningslivet deler kasse i kommunens økonomi – så her hænger tingene direkte sammen.
SVJ havde altså chancen sammen med resten af SF for at vise mands og mods hjerte. Man kunne jo få den mistanke, at det var vigtigere at positionere sig overfor Socialdemokratiets prestigeprojekt for finkulturen, til en konstituering efter valget, end at leve op til de flotte ord.
Men ord er jo taknemmelige. Handling er langt sværere.
SVJ bør endelig sende sit indlæg til SF´s hovedkontor. Han skriver at "der er indført en centralisme, der ville gøre enhver gammelkommunist grøn af misundelse". Jeg opfatter sætningen som meget negativ overfor "gammelkommunister".
Til orientering for SVJ er hans parti vist på det økonomiske område ledet af den tidligere formand for Dansk Kommunistisk Parti, Ole Sohn. Nåh,nej. Han har også skiftet mening, måske. Ellers bliver SF jo nødt til at anvende godt med sminke på de kommende valgplakater til folketingsvalget.
Vi kan jo ikke have, at den øverste økonomiske ansvarlige i SF er grøn i hovedet.





































