Gå til hoved-indhold
20. november 2017 - kl. 21.11

SF vil trække et styrket S længere mod venstre

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Byrådskandidat Søren Visti Jensen (SF): - Der løbes for stærkt i hjemmeplejen, og regeltyranni er ved at tage pippet fra vores dygtige personale.
Af: Søren Visti Jensen

Byrådskandidat Søren Visti Jensen (SF) har skrevet dette indlæg: Valgkampen lakker mod enden. Mange ord og løfter er givet. Nogen har givet hinanden verbale hug og kritiseret de sidste fire års førte politik – oftest uden at kunne stille noget brugbart i stedet for. 

Sådan gør vi ikke i SF. Vi har ført en sober valgkamp med fokus på det vi vil, og det vi står for.

Vi vil fortsat samarbejde bredt, og det bliver med Birgit Hansen ved bordenden som borgmester. Vi har arbejdet tæt sammen i fire år og tager meget gerne fire år mere – men med en økonomi, der forhåbentlig tillader lidt flere af de borgernære tiltag, som vi i SF prioriterer så højt.

Vi vil arbejde for bedre normeringer i vore børnehaver.

Vore skoler skal have et løft – og vi skal gennem decentralisering lægge flere valg og beslutninger ud til skolebestyrelserne.

Det forebyggende arbejde med vore børn og unge skal opprioriteres – vi taber for øjeblikket alt for mange unge på gulvet!

Der løbes for stærkt i hjemmeplejen, og regeltyranni er ved at tage pippet fra vores dygtige personale – det skal der ses på!

Vi vil også vægte miljøet noget højere. Vores drikkevand, vores natur, vore vandløb og vore kyster.

SF vil gerne trække et uden tvivl styrket socialdemokrati noget til venstre – men det kræver et øget mandat fra vælgerne.

Som Sæby-mand har jeg et par lokale mærkesager som jeg vil arbejde for – og imod - hvis vælgerne måtte give mig mandat til det.

Jeg vil arbejde for en fri faunapassage ved vandmøllen i Sæby Å – med udgangspunkt i den skitserede opstrøms løsning!

Jeg vil arbejde for en havneudvidelse i Sæby med udgangspunkt i de forelagte skitser – dog under forudsætning af, at en fjernelse af de udtjente fabriksanlæg indarbejdes heri.

Jeg vil modsætte mig boliger på det gamle Søbad.

Jeg vil modsætte mig et badehotel på Grenen (hovsa, det var jo Skagen!)

Men uanset hvordan vælgerne vil sætte deres kryds, vil jeg gerne takke for en overvejende god tone i valgkampen. Lad os fortsætte med det - også de der kommer til at sidde i kredsen om byrådets runde bord!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...