Teis Volstrup: - Det er vigtigt at gøre noget ekstra for, at vi får de unge førstegangsvælgere aktiveret.
For at få de unge førstegangsvælgere aktiveret vil Teis Volstrup - den lokale folketingskandidat for SF i Frederikshavn, Sæby, Skagen og Læsø - bevæge sig ud i det frederikshavnske natteliv og uddele kondomer og servere varm rød suppe.
Teis Volstrup ser frem til aktionen:
- De unge risikerer at blive en del af en ungdomsgeneration, der tabes på gulvet. Men sådan behøver det ikke være. Derfor skal vi sørge for at få de unge i stemmeboksen og stemme SF i regering, så vi får investeret i ungdommen. Vi skal styrke uddannelse, sikre praktikpladser og sørge for, at der er jobs at få efter endt uddannelse.
Teis Volstrup har sammen med sine SFU-aktivister anskaffet sig 1000 kondomer med slogans som: "Teis vokser med opgaven". Han understreger dog, at på trods af det sjove i indslaget er der også en vigtig undertone:
- Det er klart, at man skal se på denne aktion med et glimt i øjet. Men det er vigtigt at gøre noget ekstra for, at vi får de unge førstegangsvælgere aktiveret. Det er enormt vigtigt for demokratiet, at vi får gjort dem opmærksomme på, at de skal huske at stemme, siger Teis Volstrup.
Aktionen finder sted fredag 2. spetember, hvor de aktive mødes i valgkampslokalet fra kl. 21, hvorefter man bevæger sig ned til byens beværtninger omkring midnat.