Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
25.11.2011 | Af: Kanal Frederikshavn

Sidste udstilling inden Billedkunstskolen lukker

Billedkunstskolen sluttede med at have otte hold.

Byrådets sparekniv rammer Billedkunstskolen, som lukker ved årets udgang. Fredag 2. december kl. 16.00 præsenteres elevernes sidste udstilling i Det Musiske Hus.

 

- Politikerne signalerer, at kommunen ikke vil have en kulturskole. Vi er rigtig kede af politikernes beslutning, siger koordinator på Billedkunstskolen, Anja Britt Honoré.

Skolen begyndte som en afdeling under Musikskolen i 2006 med tre hold - i dag undervises otte hold.

- Vi har haft en positiv fremgang i antallet af elever, der gerne vil gå på Billedkunstskolen, men det har åbenbart ikke været nok, siger Anja Britt Honoré.

Billedkunstskolen har haft undervisning i Ravnshøj, Elling, Skagen, Sæby og Frederikshavn i følgende fag: Keramik, Tegning & maling, Paletten og Rakukeramik.

- Som noget ny har vi med rigtig stor succes startet holdene Paletten, der er undervisning i en bred vifte af billedkunstfag for de små i indskolingen. Det viser sig, at der er mange børn i indskolingen, der gerne vil undervises i billedkunstfag. Vi har to hold kørende, og flere vil gerne være med. Desværre kan der ikke laves flere hold, nu hvor man har valgt at lukke skolen ned, oplyser Anja Britt Honoré.

Billedkunstskolen har udover den daglige undervisning deltaget i mange børnekulturelle arrangementer bl.a.:

Kulturraketten
Blomsterfestivalen
Stützpunkt Nord
Børnekulturfestival Skagen
Kunst på Knivholt
Børnekulturfestival Frederikshavn
Spil Dansk Dagen
Musicalen FAME

Billedkunstskolen modtog i 2010 Kulturbolden. Den uddeles årligt til en forening eller en person som opmuntring og opfordring til igangsætning af kulturelle aktiviteter. Stafetten er en bold, og der medfølger 20.000 kr. til modtageren. Forrige års modtager af Kulturbolden, Skagen Børnekulturfestival, foreslog Kulturelt Samråd, at Billedkunstskolen skulle modtage stafetten, og det blev der opnået enighed om.

Stafetten blev overrakt af Peder Davidsen fra børnekulturfestivalen med følgende udsagn:

- Billedkunstskolen har været en dygtig og engageret medspiller til Skagen Børnekulturfestival. De har her formået at glide ind i et komplekst samarbejde og tilføre nye vinkler, og inspirere både børn og voksne. Desuden har vi stiftet bekendtskab med dem i forbindelse med Kulturraketten. Tre kunstnere dekorerede tre raketter på meget spændende og forskellig måde.

- Med Billedkunstskolen er det muligt for børn at møde en kunstner, som kan inspirere dem ud fra det niveau og alderstrin, de er på. Vi ser gerne, at skolen styrkes, og at vi får mulighed for at se mere til den i Skagen. Det kunne være ønskeligt, at skolen kunne få en markant placering i Skagen Kulturhus, udtalte Peder Davidsen.

Anja Britt Honoré må dog konstatere, at det er gået helt anderledes, end Peder Davidsen ønskede.

- Det er meget trist, at der nu i Frederikshavn Kommune ikke findes tilbud til de kreative børn, for det er jo ikke alle børn, der er til sport eller musik, men det har været en rigtig rigtig stor fornøjelse at arbejde med alle de skønne børn, og vi er bestemt nogle, der kommer til at savne det,
siger Anja Britt Honoré.

Udstillingen kan ses frem til 15. december 2011.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Privat

VideoerTilføj video

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 381 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 5.0 af 5 fra 1 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder