Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
16.01.2021 | Af: Michael Frederiksen

Skagen satser på besøg af flere superligaklubber

Fonden Skagen Stadion vil bruge ugens vellykkede træningslejr med AGF til at trække flere superligahold til Skagen. Ifølge AGF's cheftræner, skagboen David Nielsen, er det absolut en realistisk målsætning.


 

- Det er der ingen tvivl om. Helt fra jeg spillede i SIK, har der altid været gode baner i Skagen, men der skal laves et stort stykke arbejde for at kunne spille fodbold på græs i januar. Det er de også klar til, og Theis (stadioninspektør Theis Fonseca Holmene, red.) har det knowhow, der skal til. Med lidt ekstra hjælp fra vores folk gjorde han det muligt, at vi kunne træne heroppe, og det er vi vildt glade for, udtaler David Nielsen.

AGF var i denne uge på træningslejr i Skagen fra mandag til fredag. Vintervejret meldte sin ankomst, men AGF medbragte en kæmpe måtte, som blev rullet ud over træningsbanen, og den sørgede for at holde grønsværen næsten frostfri.

- Det er stort, at vi har haft AGF på besøg, og jeg kan se, at jeg har fået en del roser, og det er jeg glad for. Det har været en hård uge, men jeg håber virkelig, de vil komme igen. Der skal knokles med banen, men i forhold til årstiden synes de, at det var godt, oplyser Theis Fonseca Holmene.

AGF's groundsman var med i Skagen, og han uddelte også roser til den bane, som AGF trænede på. Han er enig med David Nielsen i, at Skagen har muligheder for at lokke flere topklubber til - også på andre tidspunkter i løbet af året. Han råder i den forbindelse Fonden Skagen Stadion til at investere i en tophøvling, hvor de øverste tre-fire centimeter jord fjernes. Så opbygges der et nyt vækstlag i toppen, og overfladen bliver mere tør.

COVID-19 gør det umuligt for superligaklubberne at rejse til Dubai, Spanien, Tyrkiet eller Portugal, som normalt er typiske destinationer, når fodboldklubberne drager på træningslejr i begyndelsen af året. David Nielsen er dog meget glad for, at AGF tog til Skagen, hvor de i alt 49 aarhusianere - ud over en gode bane i Skagen IK - satte pris, at de havde hele Color Hotel Skagen for dem selv.

- Det handler ikke kun om en god træningsbane. Det sociale er vigtigt, og når man er af sted hjemmefra, vil man også gerne have noget god mad, og det har vi fået her på hotellet, hvor jeg endda ved, at Jan har leveret fiskene. Vi har bare haft en super tur, og vi nåede alt det, vi gerne ville, fortæller David Nielsen.

Spørgsmålet er, om stadioninspektøren, som blev begavet med en AGF-trøje- og -vimpel, er blevet AGF-fan efter fire travle dage med superligaholdet? Det svarer han på i videoen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close