Gå til hoved-indhold
10. september 2017 - kl. 01.09

Skal vi svigte vores skolebørn i fire år mere?

  • 1 af 2
    FOTO: Presse
  • 2 af 2
    Jens Martin Fjordbak (C): - Vi i det konservative vil have ejerskabet tilbage på vores skoler. Der skal være en leder på hver af vores skoler.
Af: Jens Martin Fjordbak

Byrådskandidat Jens Martin Fjordbak (C) har skrevet dette indlæg: Frederikshavn kommune påduttede folkeskolen, ud over skolereformen, egne reformer, blandt andet rullende skolestart, man fjernede lederen på de enkelte skoler og nedlagde alle skolebestyrelser. 

Havde man i en privat virksomhed gjort det samme, havde bankforbindelsen opsagt alle kreditter omgående!

Vi i det konservative vil have ejerskabet tilbage på vores skoler. Der skal være en leder på hver af vores skoler. En leder, der har sin egen økonomi. Og en leder, der har sin egen skolebestyrelse at "sparre" med.

Lederen skal også have sin pedel tilbage. En pedel, som sætter en ære i, at skolen fremstår flot og velholdt. Mange skoler står desværre i så dårlig stand, at man kan frygte det vil ende med lukning af flere landsbyskoler, fordi man ikke kan forsvare at renovere for mange millioner, når man for samme beløb kan bygge en ny storskole i eksempelvis Sæby. Er denne manglende vedligeholdelse på skolerne et udslag af manglende økonomi i ejendomscentret, eller virker ideen om et centralt ejendomscenter bare ikke?

Mange ønsker den rullende skolestart afskaffet med henvisning til blandt andet, at vores børn skal forholde sig til for mange voksne og diverse farvebånd. Rullende skolestart er udelukkende vedtaget for at spare penge. Men det kan være hård kost at skulle starte i skole i det kvartal, man fylder seks år, specielt hvis man ikke er så moden eller har andre sociale udfordringer. Her er drengene især hårdt ramt. Man kan dog søge om skoleudsættelse, man skal blot være villig til at underkaste sit barn og familie kommunens psykologtjeneste for en udredning. Hvis det ikke er stigmatiserende, hvad er så?

Centraliseringen i Frederikshavn kommune har taget overhånd i en sådan grad, at mange sikkert i sit stille sind drømmer sig tilbage til tiden før kommunesammenlægningen i 2007, og det var da vist ikke hensigten!

Slutteligt vil jeg opfordre det siddende byråd til at inddrage ovennævnte i de kommende budgetforhandlinger. Vores vigtigste ressource og kæreste eje, vores børn, skal da ikke vente næsten to år mere!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...