Hedeskolens skolebestyrelse nævner i dette indlæg ni gode grunde til, at den fremtidige skole i Skagen skal ligge i Hedeboskolens lokaler. Foto: www.hedeboskolen.skoleintra.dk
Skolebestyrelsen på Hedeboskolen svarer her på det indlæg, som skolebestyrelsen på Ankermedets Skole skrev i går: Skolebestyrelsen på Hedeboskolen er rigtig kede af den udvikling, debatten har taget. Vi synes, at Skolebestyrelsen på Ankermedets Skole burde fremhæve Ankermedets Skoles fortræffeligheder og ikke nedgøre Hedeboskolen.
Det har været vores strategi indtil nu. For hvordan kan man kloge sig på forhold på den anden skole. Forhold, som man dybest set ikke har indblik i, hvilket blandt andet ses af følgende udsagn:
”Desuden er vinduerne placeret, så vind og vejr skader dem unødigt. Der er flere gange blevet nævnt, at Hedeboskolen i sommer fik renoveret noget af varmesystemet for et par millioner. Der er dog stadig ingen varme i store dele af skolen, og mon ikke der også i år uddeles termotøj til personalet”
Hedeboskolens elever har det varmt og godt. Vinduerne får den samme vind, som vinduerne på Ankermedet Skole.
Tilbage til det faktuelle, og det vi burde kunne blive enige om i Skagen:
Af materialet fra Forvaltningen er der blandt andet en beskrivelse af ejendommenes vedligeholdelsesstand. Begge ejendomme har nogle fordele og nogle mangler, som indebærer renovering/investering.
I Frederikshavn bygges der helt ny skole. Det må forudsættes, at de bygningsmæssige forhold i Skagen og Frederikshavn giver de samme pædagogiske muligheder. Skolebygningen er et pædagogisk redskab, der både kan fremme og hæmme den ønskede pædagogiske udvikling.
Nedenstående er med udgangspunkt i de fordele, vi ser ved valget af Hedeboskolen: 1. Beliggenheden i forhold til, hvor børnene bor. 2. Sikker skolevej for flest børn i Skagen. 3. Mulighed for rullende skolestart med aldersblandet undervisning. Det kræver store klasselokaler med plads til 40-45 børn. 4. Mulighed for ”Den lille skole i den store”, hvilket betyder, at eleverne kan opdeles i aldersgrupper, som ”bor” i hver sit afgrænsede område. Det giver børnene tryghed. 5. Pladsmæssig mulighed for at samle alle elever og alt personale til fællesarrangementer m.v. 6. Indretning i forhold til børn med handicap. 7. Mulighed for inklusion af specialklassebørn. De har krav på at være en naturlig del blandt de børn, hvor de aldersmæssigt hører til. Herved har de mulighed for spejling i de andre elever. 8. Udearealer, som kan bruges til leg og læring. 9. Idrætsfaciliteter, som giver mulighed for at opfylde fælles mål, der beskriver alle de idrætsaktiviteter, som der skal undervises i.
Grundlaget for dele af besparelsen på skoleområdet er en udvidelse af elevtallet i klasserne. Politikerne ønsker at gå op til det maksimale jævnfør reglerne fra Undervisningsministeriet. Altså 28 elever i hver klasse. Det høje elevtal må alt andet lige forudsætte store klasseværelser og faglokaler. På Hedeboskolen er klasseværelserne på ca. 60 m2 og på Ankermedets Skole er de ifølge bygningsatlasset på ca. 48 m2.
Kommunen fik i 2008 udarbejdet en udviklingsplan for skolebygningerne i Kommunen. Det er den eneste uvildige sammenligning af skolerne. Den er udarbejdet af et eksternt rådgivningsfirma. Kommissoriet var: ”Udarbejdelse af en udviklingsplan for skolernes fremtidige udvikling i relation til den nye skolestruktur, de pædagogiske forhold, byggetekniske forhold og økonomiske forhold”.
Skolerne havde ikke mulighed for at påvirke rådgivningsfirmaet til at vejlede om et større behov på den ene skole frem for den anden.
Udviklingsplanen konkluderer følgende investeringsbehov: • 3,0 mio. kr. på Hedeboskolen til etablering af hemse og foldevægge – som er etableret. • 30,0 mio. kr. på Ankermedets skole primært til ombygning og udvidelse af klasselokalerne, som beskrives som værende ”alt for små”.
Henset til kommunens økonomi og ønske om besparelser, må begrænsede investeringer have stor betydning for valget af fremtidig skolebygning i Skagen.
Vi ser frem til at få afgjort, hvilken bygning, der skal rumme Skagens nye skole. Således at den nye bestyrelse, den nye ledelse og medarbejderne kan finde det pædagogiske indhold, som skal præge den nye skole til gavn for børnene.