Skoledebat: Millionrod, fusionsrod og byggerod?
Birgitte Stabrand Larsen og Bettina Sloth har skrevet dette indlæg på vegne af skolebestyrelserne på Munkebakkeskolen og på Hånbækskolen.
Kære Børne og Ungdomsudvalg,
Jeg håber virkelig, at overskriften ikke er sigende, men der er en hel del alarmklokker, som ringer ganske højt. Først og fremmest bliver den nye skole udsat til ibrugtagning januar 2013 – eller senere mon?
Alarmklokkerne ringer også, når jeg gætter på, at I påtænker at fusionere tre skoler på to skoler pr. august 2012, indtil den nye skole står klar. Forstår godt, at I skal tænke store tanker om bygninger og budget, men vi tænker altså på børnene, og hvordan de skal få den absolut bedste skolegang.
Det er en stor omgang at fusionere tre skoler til én. Visioner, værdier, kultur, klassesammensætning, lærerværelse, SFO, ordensregler og rigtig meget andet. Det skal ikke gøres over to måske tre omgange. En klassekvotient på 28 betyder, at nogle elever vil risikere at skulle flytte klasse hele tre gange, inden den nye skole er en realitet. Det er ikke rimeligt!
Da en udskydelse af den ny skole, så er en realitet, vil vi langt foretrække, at man venter med at fusionere til august 2013. Vi har talt klasseværelser, og 10. klasserne kan sagtens være sammen med os det første år.
Det forlyder også, at man påtænker at spare yderligere på antallet af lærere. Så er det jeg bladrer tilbage i strukturforligets ordlyd og husker udtrykket ”den fornødne ro til at gennemføre og indrette sig på de nye præmisser” Hvor blev den ro lige af?
Først bliver der talt om at fjerne 38 stillinger retfærdigvis begrundet i faldende elevtal, men hvad er det nu med 32 ekstra stillinger, som er i fare uretfærdigvis begrundet i budget-rod? Hvis alternativet kun kan være nedgang i timetal, er det jo tragisk.
Det er så vigtigt for en succesfuld implementering for hele denne skole (og selvfølgelig alle de andre skoler, som er ramt af dette budget-kaos), at både lærere, elever og forældre bliver inddraget i processen; at der er tid og ro for både lærere, elever og forældre til at denne proces forløber rigtigt og ikke nødvendigvis hurtigt.
Hvad er det for en skole, vi tilbyder vores børn at gå i? Jeg troede, det var en skole, som på grund af en nødvendig strukturændring var tilpasset med ressourcerne, men det er jeg kommet i tvivl om. Vi forældre ønsker, at vores børn får de bedste muligheder for at tilegne sig den viden og de sociale færdigheder, som kræves. Hvordan kan vi det, når der pludselig fjernes så mange penge, ressourcer og lærere fra vores skoler?
Sluttelig vil jeg tilføje, at jeg med optimisme, velvilje og engagement har siddet med ved knap så heldige visions- og stjerneworkshops, men må nok indrømme, at jeg har en fornemmelse af, at forældreopbakningen til en ny skole vil dale drastisk med mellemløsninger, hovsa-byggeri og uigennemtænkte tiltag.
PS! Jeg kan kun opfordre alle andre forældre til at deltage i debatten. Tag meget gerne kontakt til jeres skolebestyrelser, hvis der er spørgsmål, og vi skal forsøge at informere, så godt vi kan.





































