Gå til hoved-indhold
23. oktober 2017 - kl. 09.10

Skoleelever skal hjælpe firmaer med gode idéer

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Kommune kobler skoleelever med virksomheder på DRIVKRAFT 17.

Knivholt Hovedgård i Frederikshavn er de næste tre dage idéværksted for 8. klasseelever fra Frederikshavn Kommune og elever fra Innovationslinjen på Halvorsminde Efterskole. Formålet med DRIVKRAFT 17 er at koble lokale virksomheder med fremtidens arbejdskraft og give de unge et indblik i mulighederne for at få et fedt job og en spændende karriere i deres egen baghave.

Nogle virksomheder i Frederikshavn kommune mærker allerede, at det er svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft. I den nærmeste fremtid bliver det endnu vanskeligere, fordi flere forlader arbejdsmarkedet, end der kommer nye til. For at kunne opfylde virksomhedernes fremtidige behov for faglærte, er målet, at 45 procent af en ungdomsårgang i Frederikshavn kommune skal vælge en erhvervsfaglig uddannelse i 2020. DRIVKRAFT 17 er et af de konkrete tiltag, Frederikshavn Kommune søsætter, der skal åbne de unges øjne for, at der er masser af spændende job- og karrieremuligheder tæt på, hvor de bor.

Fiberlys-virksomheden RobLight A/S, der tidligere var en del af Roblon koncernen, ser flere fordele i at deltage i DRIVKRAFT 17, fortæller Anne Mette Rahbek, der er salgschef i virksomheden:

- Vi er med på DRIVKRAFT for at gøre de unge opmærksomme på, at vi er her, og at vi kan en helt masse. Vi eksporterer de fleste af vores produkter og er ikke særligt synlige lokalt. Nu benytter vi en god lejlighed til at vise flaget, og for at 130 unge får øje på, at her er spændende arbejdspladser både for unge med en erhvervsfaglig uddannelse og for højtuddannede, siger Anne Mette Rahbek, salgschef i RobLight A/S.

Unge hjerner tænker i andre baner
RobLight A/S, Maritime Ship Supply og Farm Fun præsenterer mandag eftermiddag hver sin udfordring for eleverne fra 8. klasserne i Skoledistrikt Vest og innovationseleverne fra Halvorsminde Efterskole. Eleverne skal i løbet af de næste to dage udvikle kreative, konkrete løsninger, som de præsenterer for virksomhederne onsdag formiddag. Anne Mette Rahbek, RobLight A/S forventer, at eleverne kommer på andre idéer, end virksomheden selv kan komme på:

- Unge hjerner tænker anderledes. Vi vil gerne inspirere de unge til at tænke større og sætte tanke- og idéprocesser i gang, som slår nogle krøller og genererer idéer, vi ikke selv ville komme på. De timer, vi bruger sammen med de unge, er rigtig godt givet ud. Vi får måske ikke en hel støbt idé, vi kan gå hjem og realisere 1:1, men jeg er sikker på, vi får inspiration til at tænke i nye retninger. Og som sidegevinst får vi indsigt i, hvad de unge forventer sig af fremtidens arbejdspladser og producenter. De er jo potentielt både vores fremtidige medarbejdere og kunder, siger Anne Mette Rahbek, salgschef, RobLight A/S.

DRIVKRAFT 17 åbner porten mandag morgen, hvor der står teambuilding på programmet med Friskop.dk, der har hjemmebase på Knivholt. I eftermiddag præsenterer de tre virksomheder deres konkrete udfordring, og så går det løs med at brainstorme på idéer i grupper, hvor eleverne er blevet sat sammen på tværs af skoler og klasser. Onsdag formiddag forbereder eleverne en knivskarp præsentation af deres idé for virksomhederne. Spændingen udløses onsdag kl. 12:30, når dommerpanelet kårer vinderne af den bedste idé.

Man kan følge processen her.

FAKTA
Frederikshavn Kommune har udviklet konceptet DRIVKRAFT 17, der har som formål at skabe et mødested i Frederikshavn kommune mellem de unge og lokale virksomheder.

Virksomhederne RobLight A/S, Maritime Ship Supply og Farm Fun samt cirka 100 elever fra 8. klasserne i Skoledistrikt Vest og cirka 25 elever fra Halvorsminde Efterskole deltager i DRIVKRAFT 17. En gruppe på 35 lærere har forberedt sig til rollen som facilitator på DRIVKRAFT 17 på en læringsdag om innovative læringsprocesser.

Frederikshavn Kommunes uddannelsesstrategi kan læses her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...