Skolelærer har fået nok: Folkeskolen er en Trabant

Af Jesper Larsen, skolelærer
Bangsbostrand Skole, Frederikshavn

Dit barn har rundet de syv, og du sender det forventningsfuldt i skole. En verden af læring og indsigt er på vej til at åbne sig, og som alle ansvarlige og bekymrede forældre håber du, at dit barn vil klare sig godt. Bare Arne nu kan finde ud af det, de skal, som Niels Hausgaard kunne finde på at udtrykke det.

Projektet er åbenlyst og håndgribeligt: Du lader en syvårig indgå i den store offentlige institution, der kalder sig Folkeskolen, og så beder du til den gud, som du mener har løsningerne på dine spørgsmål. Og om alt går vel, så er det en arbejdsduelig verdensborger, der efter 9-10 år og fuld af mod på livet forlader læringsanstalten for sidste gang.

Problemet er imidlertid, at Gud ikke styrer dit barns skole. Det har han folk til, og disse er desværre ikke lige så ærgerrige på dit barns vegne, som du selv er. Derfor skal dit barn i de næste mange år undervises under nogle forhold, der godt kunne findes pendanter til i det gamle Østtyskland. 

Som forælder kan du godt begynde at vænne dig til følgende: Dit barn kommer hjem fra skole før tid, for det klasselokale, som klassen befinder sig i hele dagen, har ualmindeligt dårlige udluftningsforhold, og dit barn har hovedpine.

Eller: Dit barn iler gennem bryggers og køkken med vand i øjnene og skal nå toilettet i en fart, for skolens er uhygiejniske, og barnet bruger dem ikke.

Eller: Dit barn har problemer med at pege Rusland ud på et kort, for på skolens verdensatlas tales der fortsat om et land, der hedder Sovjetunionen, selv om dette ophørte med at eksistere i 1991. 

Sådan er forholdene på en typisk frederikshavnsk folkeskole, og i virkeligheden kunne jeg have fortsat min opremsning nærmest ud i det uendelige, men eksemplets magt må for denne gang gøre det.

Jeg har børn i den folkeskole, jeg arbejder i den folkeskole, og jeg er så træt af den folkeskole. Kunne vi ikke gøre det lidt bedre, sagde Nyrup engang. En anden politiker med et større format gav svaret: Yes we can. Jeg siger: Vi skal.

Og vi skal i gang i en fart. Det er ikke sikkert, du er klar over det, men den folkeskole, som dit barn frekventerer, kan med stor sandsynlighed ikke leve op til kravene for moderne undervisning. Moderne undervisning handler blandt andet om at sætte eleverne i scene, så de sammen med deres kammerater er i stand til – under kyndig ledelse, naturligvis – selv at udforske, undersøge og eventuelt debattere sig frem til mulige løsninger.

I et teoretisk utopia er dette intet problem, men i en praktisk hverdag er det et uoverstigeligt dilemma, der ofte ikke lader sig løse, fordi skolen simpelthen ikke har plads til kvalificeret gruppeundervisning. Skolerne er gamle, nedslidte, upraktiske, overfyldte og vedligeholdelse er et absolut ikke eksisterende begreb. Konsekvensen er, kære forælder: Dit barn undervises stort set, som man gjorde det for 100 år siden. Hvorfor finder du dig i det?

Hvorfor finder lærerne sig i det? Det spørgsmål er jo sådan set lige så relevant, for de forhold, som de skal virke under, er latterlige og stærkt kritisable. Men lærere tager sjældent bladet fra munden i den offentlige debat. I stedet får de tingene til at fungere alligevel, på trods af og ikke på grund af de arbejdsbetingelser, der er dem forundt. Det tror jeg dog ikke, de gør meget længere.

Blandt lærere er der nemlig ved at brede sig en markant lede mod den negligering af elever og læreres behov, der efterhånden har fundet sted over lang tid. Elevernes har jeg nævnt, lærernes handler specielt om arbejdsforhold, der ikke er det nye årtusinde værdigt: Lærerværelser, der er uhumske og slidte, køkken- og kantineforhold, der er ikke eksisterende, rengøring, der ikke er tilbundsgående, osv.

Folkeskolen kunne have været en blæret Lamborghini på den kurvede strækning, man kalder informationsmotorvejen. Eller en Maserati. Til nød en Alfa Romeo. Jeg kan godt lide italienske biler, de er banebrydende og fremtidssikrede. Jeg kan allerbedst lide den danske Folkeskole. Den er en Trabant.