Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
04.10.2019 | Af: Michael Frederiksen

Skoler mister millioner: Voldsomt frustrerende

Skoleleder Jan Jensen, Privatskolen i Sæby: - Mette Frederiksen er i hvert fald ikke skolebørnenes statsminister.
Privatskolen i Frederikshavn mister 1,44 millioner kroner i tilskud om året, hvis Socialdemokratiets finanslovsforslag bliver vedtaget. Privatskolen i Sæby står til en lussing på 600.000 kroner, Friskolen i Frederikshavn skal klare sig for 300.000 kroner mindre årligt, og Brovandeskolen i Skagen må vinke farvel til 550.000 kroner.

 

- Voldsomt frustrerende og uacceptabelt, siger skoleleder Jan Jensen, Privatskolen i Sæby, til Kanal Frederikshavn.

Socialdemokratiet vil sætte den såkaldte koblingsprocent ned fra 76 til 71 procent. Friskoler/privatskoler modtager et statstilskud svarende til en procentandel af udgiften til folkeskolerne - den såkaldte koblingsprocent.

Konkret vil det betyde, at privatskolerne mister cirka 3.000 kroner pr. elev om året. Med 480 elever går det i Frederikshavn Kommune hårdest ud over Privatskolen i Frederikshavn. Her ønsker skoleleder Flemming Horsfeldt dog ikke at gå ind i debatten, før finansloven er vedtaget.

Det vil Jan Jensen derimod gerne. Han er skoleleder på Privatskolen i Sæby, som har 198 elever. Han mener, at det er i direkte modstrid med Socialdemokratiets valgløfter om at styrke uddannelsesområdet, ligesom han har svært ved at se statsminister Mette Frederiksen som "børnens statsminister". Det lovede hun ellers i valgkampen.

- Hun er i hvert fald ikke skolebørnenes statsminister. Det værste er jo næsten, at Socialdemokratiet direkte siger, at de vil styrke folkeskolen ved at reducere tilskuddet til friskolerne. Hvordan kan man argumentere på den måde? Det var bedre at anerkende os for det gode stykke arbejde, vi laver. Det viser alle statistikker, når der indsamles data, siger Jan Jensen.

Han understreger samtidig, at det vil være "fantastisk", hvis politikerne tilfører folkeskolen de midler, som er nødvendige.

Skolelederen i Sæby vurderer, at der er tre mulige konsekvenser, hvis Privatskolen i Sæby mister 600.000 kroner årligt:

1. Forældre skal betale mere i skolepenge
2. Flere elever i klasserne - i dag er der maksimum 20 i hver klasse
3. Færre medarbejdere

- Alle tre ting er dybt problematiske og vil betyde en forringelse af vores skole. Det skal være sådan, at alle hjem har mulighed for at sende deres børn over til os. Det skal ikke kun være en mulighed for de velbemidlede, mener Jan Jensen.

Han krydser nu fingre for, at Socialdemokratiet ikke kan samle flertal for sit forslag om gradvis at reducere koblingsprocenten fra 76 til 71 procent.

Ifølge De Radikales leder, Morten Østergaard, kommer regeringspartiet ikke igennem med forslaget.

- Det er et forslag fra ét parti, som jeg ikke kan se, at de vil være i stand til at gennemføre, når hverken vi eller Enhedslisten vil være med til det, siger Morten Østergaard til Kristeligt Dagblad.

Jan Jensen anbefaler politikerne, at koblingsprocenten fastlægges for fire-fem år ad gangen.

- Det er uhensigtsmæssigt, at vi skal leve med skiftende regeringers forskellige holdninger til friskolerne. Vi har brug for at kende koblingsprocenten på den lange bane. 75 procent vil give os en tålelig og fornuftig hverdag, mener Jan Jensen.

På Friskolen i Frederikshavn er skoleleder Maria Vadsager glad for, at der i værste fald tidligst sker ændringer i 2021.

- Vi har haft udfordringer hvert eneste år, siden vi begyndte, og det her bliver endnu en udfordring. Vi har jo ikke bare lige 300.000 kroner liggende. Heldigvis bliver vi formentlig mellem 110 og 120 elever næste år, så vi skal nok klare os. De mindre oplandsskoler rammes hårdere, vurderer Maria Vadsager.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close