Skolesammenlægning på Palmestranden
Vi har modtaget dette indlæg fra John Christensen: Næstsidste skoledag på Fladstrand Skole blev afviklet som en idrætsdag arrangeret af 7. og 8. klasserne for resten af skolens elever. Dagen blev ikke tilsmilet af høj sol og skyfri himmel, men mindre kan også gøre det, når der er lunt, det holder tørt og sommerferien næsten står for døren.
7. klasserne brugte skolens om råde og havde 0. til 3. som deltagere. Opfindsomheden var stor og dømt ud fra den pædagogik og den aktivitet der blev lagt for dagen, var der et godt råmateriale for kommende skolelærere.
8. klasserne havde taget 4.-6. klasserne med på Palmestranden og her dannede denne fantastiske kulisse rammen om en dejlig dag, hvor de store elever viste deres yngre ditto, hvordan man med engagement og indlevelse kan vise vejen for andre.
Som tovholdere for hele projektet stod lærerne, der denne dag havde lejlighed til at overvære andres ”undervisning” uden at være den der hele tiden skulle komme med løsninger og initiativ - det klarede eleverne selv. Godt gået 7. og 8. klasse.
På Palmestranden opstod den, fra politisk hold, højt besungne og ønskede skolesammenlægning, idet ikke mindre end fire skoler – Ørnevejen, Abildgård, Bangsbostrand og Fladstrand – havde klasser og lærere i området og det gik fint. Men tro nu ikke kære politikere at man så let skaber ”en skole i verdensklasse” – fine ord alene gør det ikke!
Her på falderebet lige en varm tanke til Frederikshavn Kommunes afdeling for park og vej, der sørger for at vi har og kan benytte det fantastiske område, som Palmestranden er og har udviklet sig til – tak skal I have!








































































































