Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.08.2020 | Af: Michael Frederiksen

Skovbak skudt af sted: Nu venter 2170 km i Østrig

Peter Skovbak har fem hjælpere og to følgebiler med i Østrig.
Tirsdag kl. 9.30 blev Peter Skovbak fra Strandby skudt af sted i Race Around Austria (RAA), der regnes for et af Europas hårdeste ekstrem-cykelløb. Forude venter 2170 kilometer og 30.000 højdemeter i det stærkt kuperede østrigske terræn.

 

Team Next Step hedder Peter Skovbaks hold, som denne gang tæller hele seks personer.

- Vi lever i den grad op til vores holdnavn, når vi stiller op i RAA 2020 og dermed forsøger at tage et kæmpe STEP op ad, hvad angår sværhed indenfor ultracykling, siger Peter Skovbak.

Peter Skovbak deltog i maj i Race Around Denmark. Han førte sin klasse, men udgik med et skadet knæ efter 1338 ud af 1600 kilometer. Derfor er der denne gang foretaget nogle justeringer for at skåne de slidte knæ.

- Efter samråd med Vendelbo Cykler skifter vi fra almindelige 25 mm dæk til 28 mm tubeless. Med de nye dæk kan vi sænke dæktrykket med 25 procent og sammen med de lidt bredere dæk giver det mærkbar bedre komfort - uden at gå på kompromis med rullemodstanden, håber Peter Skovbak.

Foruden at skåne knæene bør de nye dæk også kunne mindske belastning i hænder, skuldre og bagdel.

- Det betyder en del, hvis man kører en lille tur på cyklen, og noget som betyder rigtig meget og måske gør en afgørende forskel, hvis man skal køre et løb på 100 timer eller mere, mener Peter Skovbak.

Race Around Austria fører rytterne igennem 261 byer og 15 store bjerge - flere med 40 kilometer lange stigninger.

- Planen er egentlig klar. Vi kører de første 1000 kilometer med hjernen koblet fra. Herefter kommer Grossglockner og derfra begynder løbet først rigtigt. Så må vi se, om vi kan være med og stå imod, udtaler Peter Skovbak, som til daglig er politikommissær og leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.

Der er flere klasser i RAA 2020. Peter Skovbak stiller op i solo med følgebil. Der er også klasser for par (2) og hold (4) samt damer.

Peter Skovbak gennemgik i 2002-2004 flere knæoperationer. Han havde og har svær slidgigt. Lægerne anbefalede to knæproteser, men strandbynitten gik sin egen vej. Han overbeviste sig selv om, at han kunne styrke muskulaturen omkring sine knæ og dermed mindske trykket på sine knæled.

Peter Skovbaks helt store mål er næste år at gennemføre Race Across America - en tur på næsten 5.000 kilometer tværs over USA. RAA 2020 tæller som kvalifikation til Race Across Austria.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close