Gå til hoved-indhold
22. januar 2020 - kl. 00.01

Skype-eksamen: Bachelor i sport management

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: Privat
  • 3 af 3
    To frederikshavnere: Lektor Peter Laigaard, UCN, og Cecilia Di Nardo, nybagt bachelor i sport management.
Af: Kanal Frederikshavn

Den danske anfører for kvindelandsholdet i floorball, frederikshavnerpigen Cecilia Di Nardo, kan nu også kalde sig bachelor i sport management.

Hun fik i går et flot 10-tal med sit projekt om de fremtidige udviklingsmuligheder i Floorball Danmark og ikke mindst afviklingen af herrernes kommende VM-kvalifikation, der finder sted i Arena Nord i perioden 30. januar til 2. februar. Cecilia Di Nardo er i samarbejde med sin gamle klub, Frederikshavn Blackhawks, og Arena Nord ansvarlig for VM-kvalifikationsstævnet.

CeciliaDi Nardo får ros af sin underviser på UCN, frederikshavneren Peter Laigaard.

- Det er dybt imponerende, at Cecilia ved siden af sin professionelle karriere i Malmö, hvor de træner fire-fem gange om ugen, og ved siden af en projektstilling på 15 timer om ugen, har fundet tid til at lave et så velskrevet projekt, mener lektor Peter Laigaard.

Når det har kunnet lade sige gøre for Cecilia Di Nardo at gennemføre forløbet, handler det om, at hun i lighed med andre eliteidrætsudøvere har fulgt et særligt online-program og selve eksamen foregik også via Skype med Cecilia Di Nardo placeret i København og Peter Laigaard og censor i Aalborg.

- Sport management har været den rigtige uddannelse for mig, der hele livet har været i sportens verden og som ønsker at gøre en videre karriere i samme branche. Ved at læse sport mangement som online-studie har jeg haft muligheden for at satse på elitesport i udlandet og samtidig kombinere det med uddannelse. Jeg er blevet mødt af lærere, der har været fleksible omkring blandt andet tidspunkter for vejledning, så jeg let har kombineret det med min træning og kampe, siger Cecilia Di Nardo.

Selvom hun har læst hele uddannelsen som online-studie, har hun stadig stiftet nye bekendskaber gennem studiegrupper, hvor hun har haft samme sparringspartner gennem hele uddannelsen.

Floorball Danmark har fuldtidsansat Cecilia Di Nardo fra 1. februar 2020.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...