Slovakiske Jakub Rumpel på try-out i White Hawks
Frederikshavn White Hawks har endnu en tryout-spiller på vej til klubben. Efter svenske Kristoffer Jonssons ankomst bliver næste mand i klubben af slovakisk herkomst. Det fortæller klubbens direktør Henrik Andersen til www.albankligaen.dk.
Jakub Rumpel spillede i sidste sæson i den slovakiske Extraliga, hvor han leverede 22 point i 49 grundspilskampe for Banska Bystrica. Nu skal han altså prøves af i Frederikshavn White Hawks, hvilket ligeledes bekræftes på slovakken agenturs hjemmeside.
Rumpel er en forholdsvis klejn spiller med blot 173 centimeter og 78 kilo i kropsmål, og har tidligere spillet på det slovakiske U20-landshold. En debut for A-landsholdet har han endnu til gode. Største merit i karrieren var, da han var på besøg i den canadiske juniorliga og vandt Western Hockey League med Medicine Hat Tigers.





































