Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.07.2018 | Af: Michael Frederiksen

Slut med seniorfodbold: Læsø trækker sit hold

Der var generelt fin opbakning til Læsøs hjemmekampe i Vesterø og Østerby, men nu har Læsø trukket sit serie 4-hold i efteråret.
Det er slut med seniorfodbold på Læsø i denne omgang. Efter 13 år har "Basserne" smidt håndklædet i ringen efter forårets nedrykning til serie 4.

 

- Flere spillere har mistet motivationen og engagementet, og derfor er vi ikke længere nok faste spillere til at kunne samle et hold. Vi siger på gensyn og ikke farvel, skriver "Baserne" på Facebook.

Læsø kunne ikke stille hold i forårets tre sidste kampe. Det er aldrig sket før i de 13 år, som "Basserne" har eksisteret. Inden den sidste kamp meddelte den spillende træner Thomas Hoffmann Madsen, at han stoppede på holdet.

- Jeg har ikke en direkte forklaring på, hvorfor der ikke er nok spillere tilbage, som vil spille fodbold på Læsø, men måske er det for "useriøst". Folk kommer med dårlige undskyldninger for at melde afbud til kampene i weekenderne, siger Thomas Hoffmann Madsen til Kanal Frederikshavn.

Han bor selv i Aarhus, men er én af dem, som har knoklet for, at Læsø uge efter uge har været i stand til at stille hold. I foråret har han således brugt 150 timer på frivilligt arbejde med "Basserne". Her tæller kampene vel at mærke ikke med.


- De 150 timer kunne være brugt i mit firma JC Sport, som også står overfor en seriøs udvikling, herunder et navneskifte til "Klubmand" og et par projekter med et par store aktører i dansk fodbold. Så fodboldfirmaet "Klubmand" kommer også til at kræve lidt mere opmærksomhed det næste stykke tid, forklarer Thomas Hoffmann Madsen.

Han ærgrer sig ubeskriveligt meget over, at 13 år med "Basserne" nu er slut.

- Man skal ikke underkende værdien for det lille samfund på Læsø af, at der har været et fodboldhold, som har trukket modstandere til øen og givet mange tilskuere en mulighed for at komme ud og mingle lidt på grønsværen i weekenderne, siger Thomas Hoffmann Madsen, som regner med at fortsætte sin aktive karriere i Aarhus-klubben Christiansbjerg, der har hold i serie 1 og 3.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close