Gå til hoved-indhold
10. juni 2010 - kl. 00.06

Smarte danske sejlere vinder NM-guld i Fr.havn

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Norge havde krammet på Danmark, men de rød-hvide sejrede til sidst.
Af: Kanal Frederikshavn

Ved de Nordiske Militære Mesterskaber 2010 i sejlads, som i disse dage afvikles i farvandet ud for Flådestation Frederikshavn, vandt Danmark guld i holdkapsejladserne. Det står klart efter at Danmark slog det norske landshold i tredje holdkapsejlads.

Ved mesterskaberne, der sejles i bådtypen Yngling, så det ellers længe ud til, at nordmændene havde krammet på danskerne, men ved en kombination af smart dansk holdsejlads, kombineret med norsk uopmærksomhed, lykkedes det de tre danske besætninger at komme ind som hhv. nr. 1, nr. 3 og nr. 5. Dette rakte lige nøjagtigt til sejren over Norge.

Inde fra land kunne tilskuere og officials følge slagets gang både ved hjælp af de opstillede kikkerter, men i lige så høj grad over internettet, hvor et TracTrac-system viste de enkelte bådes aktuelle placering.

Det er næppe nødvendigt at anføre, at glæden var stor blandt de danske tilskuere og officials, mens det var en noget frustreret norsk landstræner, der så en ellers sikker sejr glide nordmændene af hænde.

Fra i dag sejles der om det individuelle nordiske mesterskab.

Følg de 27. Nordiske marine mesterskaber i femkamp og sejlads på mesterskabernes egen hjemmeside.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...