Erik Sørensen (t.v.) og borgmester Lars Møller blev mandag aften enige om Budget 2011.
Socialdemokraterne er lidt overraskende med i det budgetforlig, som 28 ud af 31 byrådsmedlemmer indgik mandag aften. Partiet fik flere sager med i budgettet, bl.a. rammes Bangsbo Botaniske Haves Venner, Tordenskioldsdage, museerne, Nellemanns Have og Sæbygaard IKKE så hårdt som planlagt.
- Museerne stod over for en massakre på 1,2 millioner kroner. Den har vi fået halveret, så de kun skal spare 600.000 kroner. Vi sørgede også for, at der sættes penge af til et nyt tag på Bangsbo Museum, siger Erik Sørensen (A).
Den tidligere borgmester er glad for, at Socialdemokraterne er med i Budget 2011. Det var der ellers ikke meget, der tydede på, da partiet i lørdags mødtes med borgmester Lars Møller. V-SF-C var ikke indstillet på at imødekomme ét eneste af Socialdemokraternes ønsker/krav.
- Vi var på vej ud af forhandlingerne, men pludselig skete der noget. Det virkede som om, at det var vigtigt for dem, at vi kom med i budgettet. Sådan var det jo ikke, da budgettet blev genåbnet i juni. Her ønskede de ikke, at vi var med. Det gjorde de denne gang, og vi fik meget af det, vi pegede på, siger Erik Sørensen.
Han udtrykker alligevel stor bekymring for budgetter. Mere om det senere på Kanal Frederikshavn.