Gå til hoved-indhold
25. november 2014 - kl. 16.11

Socialudvalgsformand: Det lyder alvorligt

  • 1 af 2
    FOTO: Eframe
  • 2 af 2
    Jørgen Tousgaard (A), formand for Socialudvalget: - Er FOA's dokumentation i orden, bliver vi nødt til at øge kontrollen. Foto: Eframe
Af: Michael Frederiksen

- Det lyder alvorligt, og vi skal meget hurtigt i dialog med FOA.

Det siger formand for Socialudvalget, Jørgen Tousgaard, i en kommentar til FOA Frederikshavns usædvanligt hårde kritik af arbejdsforholdene i hjemmeplejefirmaet IMS Service i Frederikshavn.

Ifølge FOA er dårligt arbejdsmiljø, snyd med tillæg, manglende tidsangivelse på kørelister, lemfældig omgang med medicin og en presset faglighed hverdag hos IMS Service i Kattegat Silo.

- Sagen er helt ny for mig, men vi skal have et møde med FOA, så vi kan se deres dokumentation, ligesom vi skal i dialog med IMS Service. Er FOA's dokumentation i orden, bliver vi nødt til at øge kontrollen væsentligt og lave ekstra tilsyn. Det er klart, at vores retningslinjer skal overholdes, understreger Jørgen Tousgaard.

FOA skriver i en pressemeddelelse, "at det ikke kan gå hurtigt nok med at få skærpet det kommunale tilsyn". Det er socialudvalgsformanden enig i, men han vil først have undersøgt, om forholdene er så kritisable, som FOA påstår.

- Jeg forventer, at både private og kommunale levandører af hjemmepleje lever op til vores regler. Gør de ikke det, ser vi alvorligt på det, pointerer Jørgen Tousgaard.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...