Gå til hoved-indhold
23. december 2014 - kl. 10.12

Sød julehandel med et bittert parkerings-tvist

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Morten Klæstrup: - I Frederikshavn burde det ikke være overladt til en privat virksomhed at regulere parkeringsreglerne, som jeg i dette tilfælde vil mene tangerer til et korsigtet hit-and-run forretningskoncept.
  • 4 af 4
    Morten Klæstrup: - I Frederikshavn burde det ikke være overladt til en privat virksomhed at regulere parkeringsreglerne, som jeg i dette tilfælde vil mene tangerer til et korsigtet hit-and-run forretningskoncept.
Af: Morten Klæstrup

Morten Klæstrup, indehaver af virksomheden Seafood Sales i Frederikshavn, har skrevet dette åbne brev til til ejeren af parkeringspladsen ved tidligere Colosseum/Schou Epa: Indrømmet, jeg har ikke fulgt meget med i debatten omkring parkering i Frederikshavn indre by – det var noget "de andre talte om" – indtil i lørdags 20. december.

Jeg engagerer mig i min bys trivsel og udvikling ved at prøve at skabe den bedst mulige arbejdsplads for mine medarbejdere, og de af dem som ikke er her fra byen, opfordrer jeg jævnligt til at flytte hertil. De er unge, de er i etableringsfasen, og de har et stort forbrug, betaler en god skat og er udviklingsparate samt veluddannede og søgende i deres forhold til livet.

Jeg ser således byens udvikling i to perspektiver; det ene – det nære og det som vi har umiddelbar indflydelse på, og det andet; de overordnede linjer, som skal danne rammen omkring det første.

Ned på jorden igen: De unge flytter fra byen, når de er færdige med gymnasiet, typisk til de større byer, hvor de kan videreuddanne sig. Spørg bare alle forældrene til dette års 3g’ere. De kommer desværre for sjældent tilbage og bliver bidragsydere i vores kommune. Hvad sker der så med handelslivet i byen? Det tilpasser sig naturligvis, og på sigt kan du pludselig kun købe ternede skjorter, brune/sorte bælter – udvalget svinder ind, så det tilpasses forældrene til de unge, herunder mig selv, for hvorfor skal butikkerne have varer på lager, der ikke er kunder til? – mikro-økonomien hersker også her i Frederikshavn.

Jeg undres derfor over det samfundsbegrænsede mind-set, som jeg møder på parkeringspladsen ved Colosseum lørdag 20. december – uden tvivl én af de største indkøbsdage for vores detailhandel i Frederikshavn på hele året. Jeg var nået mindre end tre meter fra min bil, da en Europark-medarbejder tjekker min parkeringsskive. Nidkært vil nogle måske sige, men jeg vælger at tro på, at han uden tvivl ville have fortalt mig det, hvis den havde været indstillet forkert. God service, tak - fint nok.

Jeg foretager mine juleindkøb, der er mange mennesker i byen, køer i butikkerne, trængsel på Empire Café, hvor jeg drikker en kop kakao med min datter, og senere på vej tilbage til bilen, hilser på Jens i Vinspecialisten, som også har travlt. Det er en god dag for byens handels-liv. Jeg skal i øvrigt tilbage søndag og hente en vare, som kommer hjem på bestilling, så også søndag skal jeg ned i gågaden.

Da jeg kommer tilbage til min bil, har jeg fået en parkeringsbøde, rigtigt ærgerligt. Jeg erkender selvfølgelig, at ansvaret er mit eget. Jeg burde have tjekket skiltet, men jeg var helt sikker på, at en times parkering kun hører til i storbyerne i Danmark - som storbyer i udlandet. To timers parkering var min overbevisning. I Frederikshavn – med vores behov for at skabe et gunstigt handelsmiljø, arbejdspladser og lokke borgere til byen - burde det ikke være overladt til en privat virksomhed at regulere parkeringsreglerne, som jeg i dette tilfælde vil mene tangerer til et korsigtet ”hit-and-run” forretningskoncept.

Jeg har i år valgt at lægge alle mine julegaveindkøb her i byen, både mine private, og til mine 10 medarbejdere såvel her i Danmark som i Kina. Jeg havde brugt på den gode side af 12.000 kroner, og det er ikke så meget parkeringsafgiften og de fem dages betalingsfrist, som jeg ærgres over, som det faktum at vi - byens borgere, politikere og handlende - står overfor virksomheders manglende eksekvering af medansvaret for en bæredygtig udvikling af byens handelsliv og den kommunale demografiske udvikling. Her kunne jeg ønske at flere hjalp til med at løfte. Det kunne jo ende med at vi f.eks. kun kan købe sort tøj!

Med ønsket om bedre parkeringsforhold i indre by, vil jeg ønske alle en god jul, og et godt nytår.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...