Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.08.2021 | Af: DEBAT-INDLÆG

Søren Visti: Biodiversitet, grøn og blå omstilling

Søren Visti Jensen: - Vi bør i samarbejde med andre af landets kommuner, der som os har kyster mod fjorde eller indre farvande, gøre noget mere for at genoprette vort nære havmiljø.
Byrådskandidat Søren Visti Jensen (SF), Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: "Stiller du op til byrådsvalget igen i år?" Spørgsmålet kom denne gang fra en Sæby-borgr på min egen alder en lun sommeraften på Sæby havn. Det kunne jeg da kun svare bekræftende på – hvis ellers vælgerne vil bakke op om det.

 

"Hvad mener du så om alt det pjat med biodiversitet?", kom det omgående fra borgeren: "Det ser jo farligt ud med alt det ukrudt og lange græs alle steder".

Det udsagn ledte så ud i en længere diskussion om et emne, hvor vi bestemt ikke var enige – men samtidig et område, der altid har stået mit hjerte nær. Og et område, hvor min ungdoms holdninger nu tilsyneladende er ved at få fornyet opbakning – i det mindste i den yngre del af befolkningen.

For natur er i mit hoved ikke nyklippede græsplæner og ligusterhække (ikke fordi jeg har noget imod det). Det er heller ikke sprøjtede korn- eller rapsmarker. Det er ikke maskinplantede nåletræsskove i snorlige rækker, og det er ikke havområder og vandløb, der holdes kunstigt i live ved udsætning af fiskeyngel, fordi den naturlige reproduktion ikke mere fungerer.

Jeg bliver glad – og bakker op – om de senere års kommunale forsøg med at braklægge områder, lade grøfternes græs vokse til med vilde blomster og lade nogle af de tætklippede græsarealer, der alligevel oftest lå ubenyttede hen, vokse sig langhårede med et supplement af frø fra naturens egne vilde vækster. Godt for fugle og insekter, harer, pindsvin og andre af vore smådyr, der de senere år har været i drastisk tilbagegang.

Godt at kommunen går foran – og lad os alle i fællesskab følge det spor.

Men vi skal ikke stoppe her. Et andet projekt bør være skovrejsning, hvor det er muligt på kommunal jord – igen som et eksempel til inspiration for private. Dårlig og uproduktiv jord bør braklægges. Vandløb skal tilbageføres fra at være de nuværende regulerede afvandingskanaler for landbruget til ældre tiders naturligt bugtende bække og åer. Forhindringer for naturlig opgang af fisk skal fjernes, og for at mindske landbrugets skadelige udledning af kvælstof skal der sikres brede uopdyrkede bræmmer op til vandløbene. Af samme årsag bør lavbundsjorder tages ud af drift – alt for min skyld gerne med kompensation fra statens side.

Udledningen af kvælstof burde bekymre – ikke mindst i en "vandkommune" som vores. Jeg er ikke kun ude efter landbruget, men kunne også have lyst til at få undersøgt noget mere omkring kommunale udledninger – ikke så meget i det daglige, men når kraftige regnskyl skaber "overløb" fra vore endnu ikke separatkloakerede kloaksystemer, så er udledningen formentlig betydelig.

Vi bør i samarbejde med andre af landets kommuner, der som os har kyster mod fjorde eller indre farvande, gøre noget mere for at genoprette vort nære havmiljø. "Rødspættebyen" kalder man vist stadig Frederikshavn. Er borgerne mon klar over, at der ikke har været en naturlig bestand af rødspætter i vores nære farvand de sidste 25-30 år? Eller at torskebestanden er reduceret til næsten ingenting? Eller ålens forsvinden?

At der et store turistmæssige potentialer i at passe bedre på vores natur er en ting – men overfor de kommende generationer bør det være en simpel pligt, vi også kommunalt tager alvorligt.

Jeg havde fået talt mig varm, men mit bysbarn på havnen himlede med øjnene og kom med en sidste trumf, inden han gik hjem for at slå sin græsplæne: "Det siger du bare for, at kommunen skal spare, så I kan fyre folk hos Park og Vej!"

Men nej: Natur skal plejes, og selv om der måske bliver færre grønne kommunalt klippede plæner, så skal folkene hos Park og Vej ikke frygte for deres job. For hvis politikerne tror, at vild natur er en spareøvelse, så har de ikke forstået ret meget af den opgave, vi står overfor!

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close