Søs Fenger og band fyrer op under KulturRaketten
Der er fuld fart på planlægningen af årets store kulturelle begivenhed i Frederikshavn Kommune: KulturRaketten. Trods lidt modvind i rakettens opstartsfase er der nu igen masser af ild i KulturRaketten.
Der er blandt kommunens foreninger, institutioner og virksomheder stor interesse for at deltage i KulturRaketten i dagene 18.-20. september 2009. Allerede nu er der et spændende program med mere end 50 oplevelser og arrangementer for borgerne i Frederikshavn Kommune.
Oplevelserne strækker sig lige fra klassisk koncert på Sæbygaard til gratis stand up i Det Musiske Hus. Eller hvad med jazz på det lokale bibliotek?
KulturRakettens højdepunkt finder sted lørdag aften i Det Musiske Hus, hvor aftenens kulturelle højdepunkt er overrækkelsen af Nordlysprisen. En pris, som uddeles til en kunstner eller en gruppe med tilknytning til kommunen, som har formået at formidle eller skabe kunst af høj kvalitet.
Efter overrækkelsen af Nordlysprisen fyrer Søs Fenger og hendes 5-mands orkester op under KulturRaketten, og der er inviteret til gratis folkefest, hvor borgere fra hele kommunen får mulighed for at få en fed musikalsk oplevelse.
Se arrangementets hjemmeside på www.kulturraketten.dk.
For yderligere information:
Stine Møller Pedersen:
Tlf. 98455056
E-mail: smpe@frederikshavn.dk
Lene Høegh:
Tlf. 98455057
E-mail: lehs@frederikshavn.dk





































