02.03.2010 | Af: Kanal Frederikshavn
Politisk flertal for at afskaffe isbryderne
Søværnets isbrydere er ifølge TV2 Nyhederne snart fortid i Frederikshavn. De skal helt afskaffes. |
Der bygges ikke længere skibe i Frederikshavn. Produktionen af skibsmotorer lakker mod enden, og nu er isbryderne også snart fortid i byen.
På trods af en lang og meget kold vinter - den koldeste i 14 år - kommer Danmarks tre isbrydere sandsynligvis ikke på arbejde.
Isbryderne var senest på job i de isfyldte farvande i 1996, og nu er der meget, der tyder på, at de bliver fortid.
Ifølge TV2 nyhederne tegner der sig et politisk flertal på Christiansborg for at afskaffe isbryderne.
- Det er noget, vi skal prøve at få ændret hurtigst muligt, så man ikke betaler til en ordning, der sådan set ikke er brug for, siger De Konservatives Henriette Kjær til TV 2.
Hun bakkes op af Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti.
Når de store isbrydere ikke kommer i brug, skyldes det blandt andet, at havnene selv bryder isen med slæbebåde, mens skibene på det åbne vand er blevet større og stærkere.
I december udtalte danske havnes formand, Uffe Steiner Jensen, at isbryderne er et fortidslevn og slet ikke nødvendige.