Gå til hoved-indhold
24. oktober 2010 - kl. 02.10

Sognecafé i Sognehuset med frivillige ildsjæle

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    I de hyggelige lokaler under loftet i Sognehuset, Kirkepladsen 4 vil der i fremtiden være Sognecafé hver søndag eftermiddag.
Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Sogn står bag et nyt tiltag, der har premiere søndag 31. oktober

For mange falder tiden særlig lang søndag om eftermiddagen. Hvis man har mistet sin ægtefælle, børnene bor langt væk eller ens netværk med årene er blevet spinkelt. Eller man trænger til at se nye mennesker omkring sig. Byen har mange tilbud, men måske man bare har mest lyst til en kop kaffe og en god snak. Det tilbyder Frederikshavn Sogn fra på søndag 31. oktober. Her åbnes dørene for Sognecaféen.

Sognecaféen er tænkt som en åben dagligstue, hvor man kan blive del af et hyggeligt fællesskab. Hver søndag eftermiddag vil en gruppe af frivillige sørge for, at der er kaffe på kanden. De har god tid til samtale – eller måske til et spil eller et strikketøj. Alt det, der er hyggeligere at gøre sammen med nogen i stedet for alene.

- Vi har længe ønsket at bruge de hyggelige lokaler i Sognehuset til sådant et mødested. Tidligere havde Firkløveret base dér, og da de lukkede, tog menighedsrådet opgaven op. Det viste sig heldigvis nemt at finde frivillige, der gerne vil bruge de lange søndag eftermiddage sammen med andre, fortæller sognepræst Bodil Bolding.

Et kursus fra De frivilliges Hus har rustet de frivillige til at drive et sådant værested.

- Vi er jo ikke noget behandlingssted, men vi vil alle sammen gerne være med til at skabe et sted, hvor mennesker kan mødes. Forskellige mennesker, der gerne vil have det rart sammen, siger én af de frivillige, Birthe Winther-Jensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...