Gå til hoved-indhold
31. juli 2009 - kl. 00.07

Soklen til første beachhus i Palm City er nu støbt

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Frederikshavn Turistbureau er parat til at hjælpe på alle de fronter, vi har mulighed for, lover turistchef Pauli Jørgensen.
Af: Kanal Frederikshavn

De varslede massefyringer og nedlæggelse af motorproduktionen og støberiet på MAN Diesel øger Palm Citys betydning for Frederikshavn.

- Nu er det endnu vigtigere, at Palm City bliver en stor succes, og Frederikshavn Turistbureau er parat til at hjælpe på alle de fronter, vi har mulighed for, lover turistchef Pauli Jørgensen.
 
Nærmest symbolsk er soklen til det første beachhus blevet støbt i denne uge. Det er en investor fra Midtjylland, som er gået i gang med at bygge. Han har foreløbig købt 10 grunde.
 
- Det er dejligt at se, at de første huse skyder i vejret, og i det hele taget foregår der mange spændende ting herude i disse måneder, fortæller salgsdirektør Siggi Strandeng, Palm City.


I løbet af efteråret håber han at kunne præsentere navnet på den operatør, som skal drive centret og vandlandet samt udlejning af husene. Der er tale om en udenlandsk operatør.

Dermed skriver Palm City igen historie, for det er første gang, at et udenlandsk firma skal drive et feriecenter i Danmark. Palm City har på samme måde – som tidligere omtalt – lavet en aftale med det skotske firma Braemar Golf om driften af Montgomerie Golf Course.
 
- Vi oplever også i øjeblikket en stor interesse for vores byttekoncept, hvor man kan bruge sin allerede investerede feriebolig i udlandet eller Danmark som udbetaling på bolig i Palm City. Vi modtager dagligt henvendelser fra interesserede, oplyser Siggi Strandeng.
 
Turistchef Pauli Jørgensen vurderer, at Palm City skaber 1000 arbejdspladser i Palm City og resten Frederikshavn, når det er oppe i fuldt gear. Den samlede investering i Palm City løber op i 2 mia. kr.      

Da der både skal bygges golfbane, center og feriehuse, går de lokale håndværkere en travl periode i møde.
 
- Vi har fra første dag sagt, at vi i videst muligt omfang vil bruge lokale håndværkere, og det holder vi fast i. Ikke mindst efter denne uges mange fyringer på MAN Diesel er det vigtigt, at Palm City er med til at trække erhvervs- og turismeudviklingen i Frederikshavn og Vendsyssel den rigtige vej, mener Siggi Strandeng.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...