Sommeraktiviteter for unge - lavet af unge
Hen over sommerferien inviterer UngNord til "Sommersjov ved Kappelborg". Det er fire dage med sjove aktiviteter for unge – arrangeret af unge.
UngNord er en gruppe af unge fra Skagen og omegn, som i samarbejde med Kulturhus Kappelborg og SSP i Frederikshavn Kommune planlægger og gennemfører arrangementer og aktiviteter for unge.
Som ung i UngNord lærer du en masse om processen fra idé til konkret projekt. Samtidig kommer man med "bag kulisserne" og får en masse erfaring med projektstyring. I øjeblikket er der cirka 10 unge i alderen 13-19 år med i gruppen, som i de seneste par måneder har arbejdet med at sammensætte et brag af et sommerprogram:
Tirsdag 5. juli er der aktivitetsdag på Skolemarken ved Kappelborg fra klokken 13.00-17.00. Her vil der være forskellige boldspil, konkurrencer og turneringer med præmier fra Sport24 og Lasses Pølsevogn. Deltagerne skal hygge sig med forskellige havespil sponsoreret af Skagen Toys.
Er du til gys og gru, kan du komme på "natløb" tirsdag 12. juli fra klokken 21.00-23.00. Ruten starter ved Kappelborg, og hvad de unge vil møde på deres tur rundt i nordbyen, er ikke til at vide…
25. juli klokken 19.30 rykker de unge ind i biografsalen. Her viser Skagen Bio filmen "Uncharted" med Tom Holland i hovedrollen. Som ved alle aktiviteterne i "Sommersjov ved Kappelborg" er der her gratis entre for unge efter "først til mølle-princippet". Der er mulighed for at købe popcorn og slik som normalt.
Det sidste arrangement finder sted tirsdag 2. august fra 11.00-16.00. Her kommer AJ Scooters på besøg og afholder "Scooter-Jam" ved ramperne på Kappelborg. Med sig har de en masse forskellige løbehjul, dygtige instruktører og en hel masse tricks. På dagen vil der være fed skater-stemning og små konkurrencer.