Markedschef Carsten Kruse, Stena Line: - For os danskere er den svenske skærgård en naturperle.
Et bedre og bredere udvalg gør, at Stena Line i år forventer at sende rekordmange danskere på skærgårdsferie i Sverige.
- For os danskere er den svenske skærgård en naturperle. Her kommer vi helt tæt på det glitrende vand og føler urkraften fra de smukke skær. Desuden findes der et rigt fugle- og fiskeliv til glæde for både øjet og ganen, fortæller markedschef Carsten Kruse fra Stena Lines danske hovedkontor i Frederikshavn.
Udvalget er større end nogensinde. Du kan bo i Hällekind, som er en idyllisk halvø med dejlig sandstrand og klipper til at sole sig på. Måske foretrækker du Kostergården på den bilfri ø Sydkoster. Eller hvad med at tage på krydstogt i tre døgn i skærgården?
- Jeg tør godt sige, at en sommerferie i skærgården er en ferie, som børnene aldrig glemmer. Her er forældre og børn for alvor sammen om aktiviteterne i hele ferien, og det elsker børnene, siger Carsten Kruse.
Færdigpakkede bilrundture Bilrundture i Sverige og Norge ligger også højt på hitlisten, når danskerne rejse til Sverige og Norge. Stena Lines sommermagasin indeholder bl.a. fire forslag til færdigpakkede bilrundture: ”Vänern Rundt”, ”Stockholm – Nordens Venedig”, ”Norge og Sverige på uge” samt ”Norges dale og fjelde”.
- Mulighederne er uanede, for man behøver ikke vælge vores færdigpakkede ture. Vi sammensætter selvfølgelig også bilrundture efter gæsternes specielle ønsker, vel at mærke uden at det koster ekstra, understreger Carsten Kruse.
Stena Lines sommermagasin ligner ikke sig selv i år. Både hvad angår layout, indhold og målgruppe går det svenske rederi nye veje. - Vi forsøger at nå ud til en bredere målgruppe end Pippi Langstrømpe-segmentet. Det fortjener både Sverige og Norge. De to lande byder i den grad på ferie for hele familien, og i sommermagasinet er der inspiration til andre oplevelser end de klassiske, fortæller Carsten Kruse.
Børnekunstmuseet og Teknisk Museum i Oslo samt parken Nordens Ark er tre af flere eksempler. I Nordens Ark arbejdes med at redde og bevare truede dyr. Turen gennem parkens kuperede terræn byder på forskellige udfordringer - kan du hoppe længere end en leopard?
I Stockholm er der mulighed for at tilbringe nogle timer ”i Salanders fodspor”. Gå en tur i de områder, som danner ramme om de fantastiske fortællinger i Stieg Larssons romaner om Lisbeth Salander og Mikael Blomquist.
I Göteborg kan du udleve drengedrømmen i det 6.000 kvadratmeter store Volvo Museum – få bl.a. en tur ud i det blå i lastbilssimulatoren.
Selv om den svenske krone er blevet stærkere i forhold til den danske, er kursen fortsat i dansk favør. Spiser familien eksempelvis for 1.000 svenske kroner på en restaurant, vil der kun blive trukket 840 kroner på kontoen hjemme i Danmark.
- Kursen er stadig god, og da mange varer i Sverige i forvejen er billigere end i Danmark, oplever vores gæster, at de får klart mere for pengene i Sverige. Det gælder både, når de rejser på en længere sommerferie, er på en hurtig shoppingtur eller en forlænget weekend, siger Carsten Kruse.