SOS i 145 flaskeposter dukker op i Frederikshavn
Verdens forældreløse børn sender et råb om hjælp. Du kan være med til at give dem en stemme ved at komme og få én af de 145 flaskeposter, som uddeles på Fisketorvet i Frederikshavn fredag 18. november i tidsrummet kl. 16.00 – ca. 17.30.
På fredag uddeler SOS Børnebyernes lokalgruppe 145 flaskeposter fra børn i den tredje verden. Det sker på Fisketorvet. Tallet 145 symboliserer verdens 145 millioner forældreløse børn, oplyser Linda Steengaard, fmd. for lokalgruppen.
- Verdens forældreløse børn har ikke en stemme. De har ingen mulighed for at sende et råb om hjælp, og det vil vi gerne hjælpe dem med. Vi vil gerne videregive deres stille SOS lyd. Alternativet er, at ingen hører om dem, og at de derfor må forsætte livet alene uden mor og far, uden uddannelse og uden den omsorg alle børn har brug for. Ved at sætte flaskeposter ud, hvor vi lader nogle af de børn, vi har hjulpet, fortælle deres historie, håber vi, at folk i Frederikshavn og mange andre steder får øjnene op for de 145 millioner børn, der endnu ikke har fået hjælp, siger Linda Steengaard fra SOS Børnebyernes lokalgruppe i Frederikshavn.
Det går fremad for langt de fleste fattige verden over. Flere og flere kommer i skole, flere og flere har adgang til rent drikkevand, børnedødeligheden falder, og antallet af mennesker i eks-trem fattigdom er halveret. Alt sammen gode nyheder, men der findes en gruppe børn, der ifølge FN langt fra er en del af festen. De forældreløse børn står uden for den gode udvikling.
- De børn har ingen til at tage sig af dem, og de har hverken kræfter eller muligheder for at råbe verden op. Deres SOS er stille, og alt for ofte er der ingen, som hører det. Det vil SOS Børnebyerne gerne lave om på! Det kæmper vi for, hver dag, i de i alt 500 børnebyer, vi har rundt omkring i verden. Det er også derfor, vi giver 145 flaskeposter væk her i Frederikshavn. Det er et nødråb på vegne af de forældreløse og sårbare børn, siger Linda Steengaard videre.
Op gennem årtierne har millioner af børn desværre oplevet at stå tilbage alene, uden familie. SOS Børnebyerne hjælper børn i nød, men det kan kun lade sig gøre, hvis der findes mennesker, som gennem for eksempel fadderskaber yder støtte.
- Vi kan ikke hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen. Hvis man har lyst til at hjælpe et forældreløst barn og give det et trygt og kærligt hjem, en familie og en uddannelse, kan man overveje at blive SOS-fadder. Hos os bor de børn, vores faddere hjælper, sammen med andre forældreløse børn og en SOS-mor i et hus, der ligger i en SOS-børneby. Den er en del af en almindelig landsby, og det betyder, at den skole og den lægeklinik, SOS Børnebyerne typisk driver, kommer hele landsbyen til gode – ikke bare SOS-børnene. Vi håber, at de 145 flaske-poster i Frederikshavn kan være med til, at mange flere hører de forældreløse børns SOS - og på en eller anden måde får lyst til at hjælpe dem, siger Linda Steengaard.





































