Spar Nord Fonden støtter 17 lokale projekter
Der var et rekordstort antal ansøgninger til Spar Nord Fonden i årets første kvartal. Spar Nords bankområde Nord donerer lokale fondsmidler til 17 lokale projekter.
Virketrang og vilje til at skabe aktivitet, kvalitet og glæde lokalt har - som Spar Nord Fonden ser det - aldrig været større. 726 ansøgninger kom ind via sparnordfonden.dk og skulle sidst i marts behandles af henholdsvis Spar Nord Fondens bestyrelse og det lokale bankråd.
Initiativer, projekter og foreninger, som er hjemmehørende i Spar Nords bankområde Nords markedsområde, og som søger midler hos Spar Nord Fonden – videregives til det lokale bankråd til vurdering og beslutning.
At vurdere og bevilge lokale donationer fra Spar Nord Fonden er en af bankrådets vigtige opgaver i samarbejdet med den lokale Spar Nord.
Bankrådet i Spar Nords bankområde Nord består af: Jens Jørgen Calundan, Sindal - Peter Rytter, Skagen - Steen Møller Andersen, Galten - Ib Kikkenborg Larsen, Frederikshavn -Mette Ellen Kammer Pedersen, Frederikshavn - Erling Mortensen, Sæby - Leif Fredborg, Skagen - John Sørensen, Sæby. Bankrådsmedlemmerne vælges af Spar Nords aktionærer i det lokale område.
Marts er netop tiden, hvor årets aktionærmøde, der involverer både bank og bankråd, afholdes. Bankrådet nåede at gennemgå de mange lokale ansøgninger, og 17 projekter kan nu glæde sig til at modtage støtte for i alt 608.000 kroner.
Der er tale om Kulturhus Kappelborgs venner, Stafet for Livet, SEIF Tornados floorball, Bangsbo Botaniske Have, Metodistkirkens Spejdere i Strandby, Brovandeskolen, Støtte- og Krisevagtforeningen for Frederikshavn Krisecenter, Ålbæk Bådelaug, Frederikshavn Kunstmuseum & Exlibrissamling, FDF Frederikshavn Brass Band, MTB Frederikshavn, Springteam Sæby, Foreningen Kappelborgs Venner, Aktivitetshuset Ravnshøj, Lokalhistorisk Forening for Råbjerg Sogn, Skagen Festival og Verdensballetten.
Spar Nord Fonden sender i alt 13.508.340 kr. afsted til landsdækkende og lokale projekter for første kvartal 2017. Med baggrund i kvartalets ansøgninger, modtager 144 initiativer støtte. Fonden forventes at uddele i alt mere end 40 mio. kr. i 2017.






































