Gå til hoved-indhold
30. november 2015 - kl. 02.11

Sparekniven svinges igen - men det kaldes tilbud

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Erik Andersen

Erik Andersen har skrevet dette indlæg: Så svinger kommunen igen sparekniven på børne- og ungdomsområdet. Denne gang er det 4 mio., der skal spares, og nu er turen kommet til 3. klasserne samt fritidsklubberne og ungdomsskolerne.

Et flertal i Børne- og Ungeudvalget i Frederikshavn Kommune bestående af SF, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti samt Enhedslisten har således netop besluttet at sende et spareforslag i høring, under den noget vildledende overskrift "Attraktive dag-, klub- og fritidstilbud".

- For når der står at ungdomsskolens tilbudsvifte kun lige skal overholde lovens minimumskrav, så betyder det i virkeligheden, at man enten helt lukker eller flytter de kreative tilbud væk fra ungdomsskolen, altså eks. sport, glaskunst, dans, drama og rejser. Man vil i stedet tilbyde disse kurser som valgfag i folkeskolen, hvorved man reelt afskærer de børn, der går i privatskolerne fra at benytte tilbuddene...

- Og når der står, at 3. klasserne skal overgå til fritidsklubberne, og at det skal ske under ungdomsskolelovgivningen, så betyder det i virkeligheden, at kommunen nu frit kan fastsætte taksten, og at søskenderabatten forsvinder...

- Og når man flytter omkring 200 børn væk fra SFO'erne og over i fritidsklubberne, uden at der følger ekstra personale med...

...Så synes jeg det er rigtig svært at få øje på noget som helst attraktivt ved det "tilbud", vi lige er blevet præsenteret for!

Det stopper dog ikke her, for under dække af, at der jo kommer færre børn, så sætter man prisen op i SFO'erne generelt, samtidig med at der fyres pædagoger (der flyttes jo bl.a. 200 børn ud af SFO'erne). Denne prisstigning kommer selvfølgelig til at gælde i hele kommunen.

Det viser sig endda, at 3. klasses børnene, som altså nu flyttes til fritidsklubberne, stadig skal betale det samme, som da de gik i SFO, og dette til trods for, at de lidt ældre børn i samme fritidsklub slipper med omkring 1/3 af prisen. Har man mere end et barn i et dag- eller fritidstilbud, må man endda vinke farvel til søskenderabatten, hvorved prisen reelt bliver den dobbelte af i dag.

Slutteligt skal det også lige tilføjes, at man kun har fritidsklubber i de tre hovedbyer; Skagen, Frederikshavn og Sæby. I oplandsbyerne har man i stedet SFO 2. Dette betyder i praksis, at forældre med børn i 4.-6. klasse i oplandsbyerne allerede nu betaler omkring tre gange så meget for et barn i SFO 2 som dem i byerne med fritidsklubberne, og det har de faktisk gjort i længere tid.

Det virker ikke videre "socialt retfærdigt" synes jeg.

Man kan ikke andet end at frygte, hvad der kommer af yderligere "tilbud", når kommunen om et års tid skal ud og finde besparelser for yderligere ca. 12 mio. på børne- og ungdomsområdet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...