Sportsfirma flytter i Lighthouse Business Park
Sport Scandinavia ApS i Frederikshavn samler kontor, showroom og lager på én adresse. Fremover vil virksomheden være at finde i Lighthouse Business Park på Niels Bohrs Vej 2 i den tidligere MARTIN-fabrik.
- Det vil øge vores fleksibilitet, at vi fremover samles på én adresse og ikke mindst selv skal styre vores lager, siger direktør Lars Bo Christensen, Sport Scandinavia ApS.
I dag ligger virksomhedens kontor og showroom på første sal i Møllecentret på Hjørringvej, mens lageret holder til på Perspektivvej på Topvirks lagerhotel.
- Vi glæder os til blive samlet, og det bliver især dejligt at komme op i de lækre lokaler i Lighthouse Business Park, hvor blandt andet Body Bike holder til, udtaler Lars Bo Christensen.
Sport Scandinavia er først og fremmest distributør af det kendte italienske mærke Diadora i Danmark og Sverige. Af andre kendte mærker kan nævnes Jack Wolfskin, Kettler, Reusch, Dunlop, Slazenger, Everlast og Toorx.
Virksomheden beskæftiger 10 medarbejdere i Frederikshavn og to i Uppsala i Sverige. Samlingen af aktiviteterne i Lighthouse Business Park betyder, at Sport Scandinavia har ansat sin egen lagerchef, og det bliver Hasse Olsen, som scorede til 4-1 i den femte og afgørende kamp, da FIK vandt guld i 2000.





































