Stafet For Livet er en ny måde at kæmpe på
Et 24 timers stafetløb vil lørdag 13. juni blive skudt i gang ved Sundhedshøjskolen Diget i Bunken ved Skagen. Forhåbentlig vil der være hundredvis af deltagere – mennesker, der støtter op om kampen mod kræft.
En gruppe af mennesker i hele Frederikshavn Kommune er gået i gang med et stort projekt, ”Stafet For Livet”, som løber af stabelen i weekenden 13.-14. juni.
Allerede nu er man langt fremme med projektet, som har et tredobbelt formål:
At give støtte til dem, der er ramt af kræft.
At lave penge til kampen mod kræften.
At skabe et arrangement, der støtter og ryster sammen samtidig med, at det er underholdende og givende for deltagerne.
Stafet For Livet er udviklet i Amerika, men har bredt sig til Europa på får år. I Danmark er der en halv snes byer, der er på vej med et arrangement i 2009. Stafet For Livet er for alle, der har lyst til at være med.
Man kan melde sig som ”fighter”, hvilket vil sige, at man er en af dem, der har vundet over kræften, eller som stadig kæmper mod den. Man kan også melde sig som hold – firmahold, familiehold, gadehold etc. og deltage mod en deltagerafgift for at tjene penge ind til formålet.
Rundt om pladsen vil der være anlagt en kort rute, som holdene og fighterne bevæger sig på hele døgnet – efter evne og på skift. Samtidig er der mulighed for at slå lejr på stedet og hygge sig om grillen eller andet, når man ikke er på farten. Der vil være underholdning og forskellige aktiviteter sideløbende.
På et tidspunkt, når mørket falder på, dæmpes musikken, og der vil blive arrangeret et smukt lystableau – med poser og lys, som på forhånd er solgt og måske dekoreret med personlige hilsener til dem , man har mistet. Det har efter sigende været meget gribende for dem, der har deltaget i tidligere arrangementer.
Og hvorfor så i 24 timer? Jo, for at understrege, at kæmper man mod kræft, kæmper man hele døgnet. Håbet er, at vi engang vinder over den udbredte sygdom.
Arrangørerne tager meget gerne imod tilbud fra frivillige, som har lyst til at give et nap med. Adresser findes på hjemmesiden www.stafetforlivet.dk. Her vil man også kunne tilmelde hold – og med tiden finde et detaljeret program.





































