Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
16.01.2012 | Af: Kanal Frederikshavn

Stafet for Livet i Fr.havn kan opleves på dk4

Stafet for Livet blev i 2011 afiklet for tredje gang i Frederikshavn. Denne gang var dk4 med i alle 24 timer.

TV-stationen dk4 optog i september 2011 døgnet rundt ved Stafet for Livet på Knivholt. Programmet er nu færdigt og sendes første gang 1. februar kl. 21.00.

 

I dokumentarprogrammet Stafet for Livet fortæller Michael Karlborg og Tina Brændgaard deres personlige historier og deler ud af deres oplevelser og erfaringer.

- Jeg deltager i Stafetten, fordi det giver et frirum. Så får man mulighed for at være sammen med nogen, der har oplevet det samme, og så samler vi penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Det er vigtigt, mener Michael Karlborg, der i dag bor i Hjørring, med er opvokset i Frederikshavn. Han fik i 2008 konstateret endetarmskræft, og det kom til at vende op og ned på hans liv.

Som fremtrædende lokalpolitiker og direktør for FC Hjørring var han vant til at have mange jern i ilden. Men hvordan tackler man at blive alvorligt syg? Og hvordan får man en hverdag til at fungere, mens kampen står på? Det er nogle af de spørgsmål, som han har måttet stille sig selv igennem sit sygdomsforløb.

Stafet for Livet varer 24 timer og giver anledning til at mindes dem, der tabte kampen mod kræften - og give håb til dem, der kæmper. Tina Brændgaard fortæller også om sin oplevelse med stafetten.

- Det begyndte at gå op for mig, hvad det er, man kan sammen. Hvad det er for en energi, man kan få sendt rundt mellem deltagerne og ud i verden, siger hun.

Tina Brændgaard var kun 30 år, da hun i 2006 fik diagnosen brystkræft. Hun var nyuddannet og nyforelsket - og klar til bryllup og børn. Pludselig faldt bomben, og hun var overbevist om, at hun skulle dø af kræft. Men Tina døde ikke. Og hun nægtede at være offer. Hun giftede sig, løb maraton og gjorde karriere, mens hun var syg. I dag, fem år senere, er hun rask – og har stiftet familie. I programmet fortæller Tina om sine oplevelser og de erfaringer, hun har gjort sig undervejs i forløbet.

Stafet for livet har dk4-premiere 1. februar kl. 21.00 og genudsendes 3. februar kl. 20.30.

Fakta om stafetten i Frederikshavn:
• Det var 3. år at Kræftens Bekæmpelse i Frederikshavn Kommune i 2011 arrangerede stafetten.
• I 2010 lykkedes det at indsamle 148.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse, og det var et klart mål at øge det beløb i 2011, hvilket til fulde lykkedes med et resultat på 225.000 kr.
• I 2011 var der 19 hold med i alt 280 deltagere, hvilket var væsentligt flere end i 2010.
• Lørdag aften, var der en ceremoni, hvor der blev tændt lys i poser til minde om dem, vi har mistet - eller støtte for de, der i øjeblikket kæmper mod kræften.
• Sideløbende med selve arrangementet 10.-11. september er der også samlet ind på anden vis. 12 kunstnere har dekoreret køleskabsmagneter, som de sidste måneder er blevet solgt i stort antal over hele Nordjylland.
• Stafet for Livet i Frederikshavn holdes igen på Knivholt 16.-17. juni 2012.
• Derudover har kunstneren Steen Karlsen fra Frederikshavn, udsmykket fem af Arne Jacobsens 7´er stole til fordel for Stafet for Livet. Stolene er sponseret af Republic of Fritz Hansen og vil senere blive solgt på auktion.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Presse

VideoerTilføj video

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 647 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.7 af 5 fra 7 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder