FfI-flaget strøg til tops og markerede begyndelsen på en ny fodboldsæson på Fodboldvej.
Det var i bidende kulde, at FfI’s seniorafdeling i fodbold lørdag eftermiddag indledte standerhejsningen med en tale fra formand Christian Kærsgaard. Derefter blev FfI-flaget hejst, inden den stod på træning. En god eftermiddag blev afsluttet med suppe i cafeteriaet.
Der var mødt omkring 40 frysende herresenior-spillere op til den traditionelle standerhejsning. For nogle var dagen i dag årets første træningsdag, mens det for andre begyndte i tirsdags.
Christian Kærsgaard omtalte i sin åbningstale årets "udfordringer" i FfI, ligesom nye trænere blev præsenteret. Herefter hejste Kasper Møller og en damespiller FfI-flaget, mens FfI's berømte hurra lød over hele anlægget.
Derefter blev det tid til en god omgang træning, hvor første- og andetholdstrænerne Jan Wrensted/Rune Knudsen og Brian Petersen kunne se deres tropper gå godt til den på den i øvrigt flot ryddede kunstgræsbane.
En hyggelig eftermiddag sluttede i cafeteriaet, hvor der traditionen tro blev budt på suppe med alt, hvad dertil hører.
Lørdag kl. 16.00 er der intern træningskamp mellem første og andetholdet på kunstgræsbanen på Fodboldvej.